Kære Bundsgaard

Der er fordele ved at nå vores høje alder. De er få og lette at overse midt i elendigheden, men de er der!
En moden mand som mig – medicinske eksperter ville nok sige ”overmoden” – kan sagtens være lidt sær, uden at få hæftet en diagnose på sig. En teenager, der opfører sig specielt, skal ”udredes”, så man kan få afgjort, hvilken slags sær, han er, men vi har åbenbart vedtaget at ”alder” i sig selv er en form for psykiatrisk diagnose, der medfører symptomerne øget trang til at henvende sig til fremmede mennesker og udspy vilkårlige fakta om hvordan verden så ud for tyve år siden.

Så når ældre mennesker altid siger at ”alle skal jo have en diagnose i dag”, så er der måske tale om en form for misundelse?

Hvis de virkelig så gerne vil have hæftet en bogstavkombination på sig, så har jeg en i baghånden. Andre mener, der er for mange diagnoser, men jeg synes, der mangler en. Jeg kalder den ”TOS”: Tabt Opmærksomheds Syndrom”.

Den rammer kønsmæssigt skævt, forstået sådan at ældre kvinder oftest bliver ramt, men mænd kan også have den, ved jeg af erfaring. Mændene kan bare gå udiagnosticeret rundt med lidelsen i årevis, fordi de kan være ramt af TOS uden at man kan se det på dem. Så er sygdommens kvindelige ofre langt lettere at genkende. De styrter nemlig ud og anskaffer sig brillestel i pangfarver, og tøj, der ville få cykelhold og musikvideoinstruktører fra 80’erne til at mumle ”det er sgu lidt kulørt, det der”.
I de senere stadier af sygdommen køber de også mærkelige hatte, der altid – og så er du advaret – ledsages af en lang og detaljeret historie om, hvordan de fandt netop dette stykke hovedbeklædning.

Misforstå mig ikke: Man må gå klædt som man vil, og stilen er jo endda ret praktisk, eftersom damerne er lette at finde, skulle de forvilde sig væk fra deres hjem. Det er motiverne for deres modevalg, der medfører at de får diagnosen.

Kvinder, der lider af TOS har nemlig, helt på egen hånd, vedtaget at det er op til DEM at sætte kulør på tilværelsen. De har digtet det problem at verden er grå og kedelig, og påtaget sig at ændre denne begrædelige tilstand, en karmoisinrød brillestang ad gangen. Den sørgelige sandhed er nok at de i virkeligheden mener at DERES verden er blevet lidt grå og kedelig, men det kan man heldigvis gøre noget ved. Det gode ved TO-syndrom er at det kan kureres, i hvert fald i fem minutter, hvis man bare kigger offeret for det i øjnene og siger ”Sikke en herlig hat!”

Kærlig hilsen Dorset.