I kø til katastrofen

Kære Bundsgaard.

Det er hårde tider. Trump vil tage Grønland, der ellers efterhånden er det eneste område i verden, hvor der ikke i forvejen er krig. Kineserne hacker sig til alle vores hemmeligheder, og man kan snart ikke tage sin telefon, uden en eller anden klam svinder forsøger at få sine griske fingre ud gennem højtaleren og direkte ind i vores uforberedte øregange.

Og ingen er jo hårdere ramt af alle disse fortrædeligheder end os to.

For hvem gider høre på hverdagsbrok, når verdenen er på vej mod katastrofen, som var kloden en pinball-kugle, der bliver pisket fra side til side af egoisme og slette intentioner.

Man kan jo ikke klage over køen nede i Netto, når vi nærmer os en verden, hvor man skal være lykkelig for at der stadig findes varer. Og Netto. Og Kø!

Vi kunne selvfølgelig tage det logiske skridt og begynde at brokke os over de vigtige ting her i verden, men det er her, vores klædelige beskedenhed står i vejen: Vi ved alt for godt at vi ikke har viden og indsigt til at løse globale kriser, så derfor nøjes vi med at beklage os over bagateller, velvidende at selvom folk skulle følge vores råd, ville det ikke føre til katastrofer.

Kun at bagatellerne ville foregå på en lidt anden måde.

På den måde er vi jo en del af problemet: Vi er nogle venlige, velmenende mennesker, der egentlig bare ønsker en verden med høflighed og hensyntagen, og som i stedet for at råbe og skrige i det offentlige rum, sætter os hjem og skriver en lille, stilfærdig opsang på vores blog.

Vi er et par beskedne skomagere, der holder os til vores læste, eller hvad sådan nogle hedder i flertal.

Ret beset er det vel kun folk med lidt for meget selvtillid, der føles sig kvalificerede til at styre verdenen. Ubegrundet selvtillid, i visse tilfælde, og her tænker jeg ikke udelukkende på Mogensen & Kristiansen.

Måske er det hemmeligheden bag Donald Trump: Han er et gigantisk socialt eksperiment, der skal lokke politiske talenter ud af deres skjul, fordi de kan se at det er langt bedre at de leder kloden gennem dens kriser, end at vi lader megalomane lystløgnere som Trump stå for det.

Lidt på samme måder som Trump tog livet af serien ”Designated Survivor”.
En eller spændende TV-serie, hvor en helt almindelig mand er tvunget til at overtage præsidentskabet i USA, midt i terror, krise og truende krige.

Den gider man sgu da ikke se igen.
I 2025 klinger det sødt som solsortesang en sommermorgen at høre tanken om et velmenende menneske i Det Hvide Hus, i stedet for en egoman skolegårdsbølle.

Så måske trækker Trump en af dagene sin despotmaske af hovedet og efterlyser unge leder-talenter, under sloganet ”Du kan umuligt gøre det værre”.
Håbet er lysegrønt, eller hvad den modsatte farve af orange nu er.
Men indtil det sker vil jeg nu nøjes med at beklage mig over køen i Netto. Vi må jo nyde det, så længe vi har den.

Kærlig hilsen Dorset.