Kære Bundsgaard.
”Og han skal sidde ved den almægtiges side, hvorfra han skal komme og dømme levende og døde!”
Hvis du lige fjerner det med ”døde” og måske lidt det med ”almægtige”, så har jeg været en lille smule Jesus.
Eller i hvert fald domsmand.
Det er rigtigt, Hans! Nogen gav mig magten til at sende folk i fængsel.
De fratog mig desværre muligheden for at råbe ”Objection, Your Honor”, hvilket er motivationen for de fleste tv-seere til at møde op i retten.
Som Domsmand sidder man mest og stirrer på et potentielt supervoldeligt menneske, med et blik der skal udstråle ”please lad være med at slå mig ihjel, hvis du en dag kommer ud af fængslet, for jeg aner ikke hvad jeg laver”.
Jeg har været med til at sende en mand i fængsel, der boede midt mellem mit hjem og min nærmeste Metrostation.
Der følte jeg mig mere dødelig end guddommelig.
Men jeg er en kæmpe fan af det danske retssystem og de kvinder, som bemander det. Hurra for dem og herrerne.
Det er så ufatteligt udramatisk:
Søvndyssende gennemgange af bittesmå bagateller og smerteligt langsomme erindringer af det, som er foregået.
Jeg er ked af at sige det, men midt i at man afgør et andet menneskes liv, så er det faktisk ret kedeligt.
Man kommer til at føle med alle de medvirkende, men samtidig så kan man også mærke en accept fra alle parter:
Dommen bliver så fremragende forklaret, og det er en tydelig faglighed fra juristerne, der afgør hvor man ender.
Jeg har fået et håndtryk fra en meget slidt ældre mand, (ikke mig selv!), der var lykkelig for en betinget dom, og den dom var alle i rummet glade for.
Vi hjalp et menneske, der havde gjort noget dumt!
På den måde minder det at være domsmand, meget om andre jobs i det godes tjeneste. Lærere, pædagoger, SoSu’er og især Sygeplejere.
Domsmand er bare meget nemmere, og man får ikke blod på sit ærme, med mindre, man har det med hjemmefra.
Bedst af alt får man nogle fremragende anekdoter, hvilket er guld for en mand i et langt parforhold, så jeg kan kun anbefale at melde sig som domsmand.
Kærlig hilsen Dorset.