Kære Bundsgaard.

Når man genlæser vores fine bog, og især den fulde blog, så er det svært at overse, hvordan mine bidrag stammer fra en glødende utålmodighed.

Det er et superirriterende karaktertræk, både for mig og især mine omgivelser, men det har vi altså talt om længe nok nu!!!

Jeg har forsøgt at finde frem til hvordan jeg er blevet så utålmodig, og som Freud foreskriver er jeg naturligvis søgt tilbage til min barndom.

Ikke mod mine forældre, der var engleblide væsener, men dog begik en enkelt fejl i denne sammenhæng: De sendte mig til spejder!

Ikke bare én gang, men TRE forskellige spejderkorps, afhængig af hvor i landet vi boede.
Og det er ikke for at genere de danske spejdere. Jeg forstår sagtens tiltrækningen – for forældre! Sådan en dejlig, lang weekend, hvor deres børn ligger tænderklaprende i efterårskulden ude i en skov, indhyllet i et vattæppe, (fordi rigtige soveposer altså er virkelig dyre), og man ikke behøver lave børnevenlig mad eller underholde sit afkom.

At sende ungerne til spejder er en form for omvendt kostskole, hvor de er væk når man selv har fri. At man så sender dem hen et sted hvor de leger med ild og knive, og bliver passet af voksne, hvis foretrukne hobby er at ligge i telt med andre folks børn, viser bare hvor desperat, man kan blive for at få lidt fri fra forældrerollen.

Jeg siger ikke, der er et sammentræf, men de holdt op med at sende mig til spejder, lige præcis da de blev skilt, og skaffede sig børnefri weekender på den vis.

Det var heller ikke så slemt at være spejder. Jeg er blevet mobbet for langt mindre, og man lærer en masse ting, man kan bruge, hvis apokalypsen rammer.

Snobrød, fx: Jeg er sikker på at zombier elsker dej, der er kulsort udenpå og råt indvendigt. Ingen andre gør, imidlertid.

Til gengæld kickstartede spejderbevægelsen min utålmodighed:
For hvad er spejdernes motto: ”Vær beredt!”
Det er jeg blevet hjernevasket med, fra jeg var 6 til jeg var 13, så det er sgu da ikke noget under, jeg begynder at få røg ud af ørerne, når det igen kommer bagpå en kunde at han skal have sit dankort klar til betaling, eller måske beslutte, hvad hun skal have hos bageren, når det bliver hendes tur til at bestille.

Det er lige før, jeg begynder at håbe på den dér zombieapokalypse, for så kunne det da være, folk ville få lidt mere fart i fusserne ude i det offentlige rum, og jeg ville hurtigt komme på god fod med zombierne, fordi jeg har lært at lave mislykket mad over bål.

Håber, du har haft tålmodighed til at læse med helt til slutningen. Det har jeg knap nok selv.

Kærlig hilsen Dorset.