Er der et liv efter Lidl?

Kære Bundsgaard.

Vi bliver jo ikke yngre! Det ville også være sært, og pludselig skulle man på session igen og til eksamen i latin på ungdomsskolen. Så det er nok meget fint, vi bliver ældre.

Jeg har faktisk kun en bekymring i den sammenhæng, nemlig hvordan?

Min egen fuldstændig uvidenskabelige og groft generaliserende fordom er at mænd og kvinder ældes på vidt forskellige måder.
Mændene først: Vi lader til at miste interessen for stort set alt.

Til sidst gider vi ingenting, bortset fra flow-TV, som vi stirrer på med en blanding af had og ligegyldighed, fra en sofa, der efterhånden opsluger os i en grad, så begravelsen må foregå in absentia.

Eneste undtagelse er enkelte idiosynkrasier, der til gengæld kan fremkalde så voldsomme raseriudbrud, at hele familien må udvikle snedige strategier for at undgå at lige de emner bliver bragt op i sociale sammenhænge.

Kvinderne, derimod, bliver interesserede i alt! I en grad, så de ikke kan gå ned ad en helt gennemsnitlig gade, uden at stoppe op og stirre på tilfældige objekter, der fanger deres blik.

Igen, det er bare en personlig observation, men jeg vil mene at hvis kvinder over 70 går i IKEA, så kommer de ikke ud inden lukketid, eftersom de hele vejen rundt bliver fascineret af noget ”uventet”, blokerende ruten for en hale af sukkende mennesker i deres kølvand.

Umiddelbart lyder den forskel jo som en udfordring for de fleste ægteskaber mellem mand og kvinde, men faktisk er det overraskende kompatibelt. Manden kan skumle over en sekstimers etape i et vilkårligt cykelløb, mens hans hustru går rundt på et kræmmermarked og fortæller uskyldige forbipasserende, hvad tilfældige genstande minder hende om.

Begge former for adfærd er sindssygt irriterende, så jeg gruer for om jeg falder i kassen med mandlige eller kvindelige træk. Jeg krydser fingre for den mandlige, der godt nok er latterlig og lidt trist, men i det mindste ikke går ud over andre mennesker, end dem der selv vover sig ind i ens stue.

Den kvindelige adfærd (igen: Groft generaliserende), er for så vidt meget sød, og fremragende for kulturlivet, der godt kunne pakke sammen, hvis det ikke var for pensionerede kvinder. Men en af de utallige borgerlige tænketanke kunne godt begynde at regne på, hvad det koster nationen i ekstra kø-tid at vores kvindelige seniorer bliver distraherede af alle uforudsete genstande, som ravnefugle af skinnende objekter.

Jeg oplevede det live i noget så eksotisk som en Lidl forleden, hvor en ældre dame demonstrerede denne adfærd på fornemmeste vis. Egentlig havde hun allerede placeret sin kurv ved kassebåndet, men der var SÅ mange spændende varer i det område at hun fes omkring og ragede på ti forskellige genstande, mens ekspedienten tålmodigt afventede at hun ville lægge sine varer på kassebåndet. Vi andre i køen betragtede den letbegejstrede dame med lidt mindre tålmod, men vi var jo heller ikke på timebetaling.

Endelig, efter forgæves at have forsøgt at dele sin begejstring for en særlig tysk chokolade for den skumlende kø, gik hun i gang med at losse sin last på båndet, stadig afbrudt af pauser, når hendes blik fangede noget ”spændende”. Endelig var samtlige varer scannet, og så indtraf miraklet:
Hun kunne ikke få dankortet i sin mobil til at fungere. Hun viste til ekspedienten at hun havde et sådant, men virke ville det ikke.
Hvor jeg dog nød at sende hende et venligt smil, som alle, der kender mig bare perifært, ville vide var vanvittigt påtaget.

”Men det plejer altid at virke”, stammede damen forvirret, hvortil en mand, der delte min sindsstemning stilfærdigt bemærkede: “Ja, men det gør det ikke nu”.

Rødmende fandt damen et reservekort frem og forlod Lidl, og jeg har aldrig drømt mere om at blive en mand, når jeg bliver gammel, end i den situation. Jeg tror, jeg forsøger med noget selvsuggestion og tænder for TV2 Charlie med det samme.  

Kærlig hilsen Dorset.