Kære Bundsgaard

Vi har i al ubemærkethed fejret vores 7-års jubilæum som Bloghoveder.

Og det gør mig en smule bekymret at den danske offentlighed lader til at tage meget let på vores gode råd og anvisninger.

Nu har jeg for eksempel – og det eksempel er HELT tilfældigt valgt, og slet ikke ansporet af at jeg sidder i et tog på vej mod Esbjerg – talløse gange brokket mig over folks adfærd i DSBs togvogne, og alligevel møder jeg på hver eneste rejse medpassagerer, der ikke har læst et eneste af alle de blogindlæg, åbenbart.

Så måske er der slet ikke noget sammenfald mellem vores herlige læsere, og så de mennesker, der rejser med tog.

Så som en service vil jeg lige beskrive, hvordan sådan en togrejse egentlig foregår.

Først skal man finde toget. Ja, det lyder måske selvindlysende, men sidst jeg stod på Hovedbanegården, så oplevede jeg tre opstemte kvinder fejre at de fandt det rigtige spor:
”14:04 mod Fredericia. YES, der er den!”, jublede førerkvinden, let genkendelig på at hun bar en guldøl mod de to andres almindelige Classic.

Så når man i varierende grader af triumf har lokaliseret toget, skal man finde sin plads. Når man træder ind, står der tydeligt, hvilke pladser, der er lokaliseret til højre, og hvilke til venstre, og den service får altid mindst 3-4 rejsende til at gå helt i stå. Men hav tålmodighed, for den trafikprop er kun begyndelsen. Inde i selve kupéen er folk så lang tid om at finde på plads, at de får flyrejsende til at minde om ninjaer.

Endelig sætter de sig dog med alt det habengut, de metodisk har fundet frem af deres talrige tasker, og så kan man selv nå frem til sin plads.

Her skal man dog ikke gøre sig det alt for mageligt med det samme, for de første ti minutter er man en form for ufrivillig rejseguide.

”Er der ledigt ved siden af dig?”, lyder det som regel, eftersom sådan et tomt sæde jo kan være svært at afkode. Eller et andet hit: ”Jeg tror, jeg skal sidde her”, hvilket typisk udgør en kort ouverture til en afgrund af tidsspilde.

Eftersom jeg – og nu praler jeg – er i stand til at genkende nummeret på både vogn og sæde, sætter jeg mig ikke det forkerte sted, og sidder der nogen på min plads, så dobbelttjekker jeg lige billetten, inden jeg forstyrrer dem.

Jeg kan med stolthed sige at jeg i mine 45 år som togrejsende aldrig er dumpet i det DSB-vendespil, der går ud på at finde et match i toget til de tal, der står på ens billet.

Men jeg er stødt på alle varianter af misforståelser. Samme plads i en anden vogn, et andet tog eller en anden dag, endda.

Endelig falder alle til ro på den plads, de har købt billet til, eller som de gætter på er ledig, fordi de 30 kr. til en pladsbillet åbenbart er det, der vælter læsset, efter man har købt en rejse til 400 kr.

Så starter toget og en ubrudt strøm af meddelelser. Hvor vi skal hen, hvilke byer, nogle andre vogne eventuelt har kurs mod, og hvilket tog, man burde have sat sig i, hvis man skulle et andet sted hen. Ja, den sidste kommer, når sandheden skal frem, før toget afgår, for sådan er DSBs personale så servicemindede.
Faktisk ALT for servicemindede for et togvant bloghoved som mig, for Niels Viggo Bentzons kling-klang-lyd kører i repeat hele rejsens første kvarter. Bagage skal ikke stå i midtergangen, man skal huske alle sine ejendele og der kommer en mand gennem toget, så snart han er færdig med at opremse ALT, hvad han forhandler.  

Man forventer nærmest at blive bedt om at rydde op på sit værelse og tage sin vitaminpille, så moderlig er informationsmængden.

Snart stilner den dog af, og vi kan nyde rejsen i stilhed, lige til vi nærmer os første stop fire minutter senere. SÅ bliver der ellers redegjort for de talløse muligheder, en udstigning i Roskilde åbner for. Et herligt kig ind i en parallel verden, hvor man skifter til et regionaltog og finder sig en helt ny familie ved dets endestation.

Jeg ved godt, de flinke mennesker skal sige det, for når folk i toget har så svært ved at genkende tocifrede tal, skal man næppe forvente, de har et overblik over rutenettet, og jeg er nok mest negativ, fordi jeg alt for godt ved, hvad det stop kommer til at betyde: Nye passagerer, der trasker op og ned ad mellemgangen og forventer råd og vejledning i, hvilke pladser der monstro er ledige, eller er nødt til at bede mennesker uden pladsbillet flytte sig fra den plads, de har reserveret.

Jeg har gudhjælpemig lige oplevet at en mand steg på toget og fortalte en kvinde at hun sad på hans plads, hvortil hun skeptisk svarede ”men vil du så sidde her, eller hvad?!”

Jeg ved ikke om du kan fornemme kernen i min klagesang, men jeg skærer den gerne ud i det pap, en pladsbillet bestod af i gamle dage.

Når en mand med mine elendige evner for planlægning er i stand til at reservere sig en plads, så kan det virkelig ikke være for vanskeligt for rigtige, voksne danskere.

Hvem ER de mennesker, der bare springer ind i vilkårlige tog og begynder at spilde andres tid med deres uendelige spørgsmål. Jeg har ikke prøvet at anskaffe mig en billet til selve toget, uden også at blive tilbudt at købe en plads, så for de fleste må det være et bevidst fravalg. En trang til at opleve suset ved at leve på kanten, midt i vores velordnede velfærdssamfund. Måske en måde at komme i kontakt med andre mennesker på? Jeg ved ikke om mange parforhold er begyndt på den måde?
”Ja, han var tydeligvis ude af stand til at anskaffe sig en pladsbillet, så jeg tænkte, han var en farlig badboy, jeg kunne redde”.

Jeg ved virkelig ikke, hvem disse pladsbilletfornægtere er, men jeg kan konstatere, de findes, og at de ikke læser vores blog.

Kærlig hilsen Dorset.