Affaldsgalaksens Absurde Anarki: En Odyssé i Skrald

Kære Dorset,

Jeg håber denne besked finder dig midt i en farverig affaldssorteringsproces, hvor pizza-bakkerne danser i takt med flamingoerne, og hvor hver papkasse synger sit eget lille genbrugsrefræn.

Nu, hvor vi er ved det, lad mig tage fat på det komplekse univers af affaldssortering. Du ved jo godt, at flamingo og pizza-bakker hører hjemme i Restaffald, ikk’? Og der er bestemt en himmelvid forskel mellem pis og papir – undskyld, jeg mente pap og papir. Men det er blot en bagatel, ikke sandt?

I vores første bog, den som blev revet ned fra hylderne i en lind strøm i januar 2023 – skrækkeligt uopdragne, hvis du spørger mig – rørte vi ved emnet “Affaldssortering”. Jeg ved, at januar er sidste chance for boghandlere til at sende retur til forlaget, men det er en ligegyldig detalje, ikke?

Nuvel. 

For et par dage siden, cyklede jeg op ad Classensgade her på det pæne Østerbro og stødte på en scene, der ville få selv en surrealistisk maler til at gnide sig i øjnene. En mand i midten af 70’erne (gætter jeg på), kæmpede med at placere sin køkken-affaldspose ned i en af de runde affaldstønder, som Københavns Kommune endnu ikke har afskaffet. Jeg greb fat i mine håndbremser som en scene fra en Tarantino-film og udbryder: “Undskyld mig. Husholdningsaffald hører ikke hjemme der.”

Naiv som jeg er, troede jeg da, at han ville give mig en sørgmodig fortælling om hans hustrus dødsleje og dette affalds indsendelse var hans første skridt i retning af genoplivning, men hans svar var: “Jeg ku’ jo også bare sætte det ved siden af,” som om han var en teenager, der lige har opdaget sin egen genialitet. Han fortsætter ufortrødent med at proppe aviser og ugeblade fra en veludstyret IKEA-pose ned i den stakkels skraldespand.

“De bliver ved!” udbryder jeg (i en yderst høflig tone, selvom min indre stemme skriger som en banshee). “Ja, jeg har også lige nogle flasker,” svarer manden og placerer tre vinflasker ved siden af affaldsspanden, som om det var en kunstinstallation.

“Har de ikke også et spejl, som De lige kunne smadre?” siger jeg, men jeg er ikke sikker på, at han fik pointen. Jeg kørte videre, for mod tåber kæmper selv idioter.

Kærligst, Bundsgaard