Kære Bundsgaard
Jeg kan godt selv se det: Hvis nogen skulle få den bizarre idé at læse samtlige mine indlæg her på bloggen igennem, ville denne nogen sagtens kunne komme til den konklusion, at min hedeste fantasi er en form for fascistisk diktatur.
Ikke bare et almindeligt diktatur, men mere sådan et fra en science-fiction film, hvor alle går i takt på snorlige rækker.
Jeg har i hvert fald brokket mig rigeligt over folk, der vover at stå det mindste i vejen for mig!
Min eneste chance for at undgå at blive betragtet som en form for Darth Vader med bedre astmamedicin, er nok at selv den mest fanatiske Star Wars-fans næppe har hørt Darth brokke sig over køen henne ved bageren, eftersom han sikkert bare bruger kraften til at varme en pose Skagenslapper fra Hatting om søndagen.
Men selvom jeg risikerer at få stemplet som ”Darth Junior, souschef i afdelingen for intergalaktiske bagateller”, så bliver jeg nødt til at komme med endnu et galdesort opstød over de udisciplinerede danskere:
Hvorfor er det at vi fuldkommen har opgivet den fremragende idé om højrekørsel?
Altså det lykkes som regel for bilisterne, og rygter siger at fænomenet ved enkelte lejligheder også er set på cykelstien. Men hvorfor er det at vi som fodgængere har droppet den enkle regel om at ”holde til højre” til fordel for den lidt mere komplicerede regel om at ”den, der ser mest stresset og sammenbidt ud, får lov at bestemme hvilken vej han vil gå rundt om de modgående, eftersom han sikkert har mest travlt”.
Det værste eksempel er ved fodgængerovergange, hvor vi af uransagelige årsager hver dag vælger at marchere frem mod hinanden i to brede fronter, helt uden at have tænkt en tanke om hvad der sker, når de fronter står ansigt mod ansigt i hele fodgængerovergangens bredde, som en form for kikset formationsdans, hvor alle har glemt deres trin.
Som regel er der endda en enkelt danser, der skøjter på tværs af hele feltet, fordi han er kommet i tanke om at han skal dreje til højre når han kommer over gaden, og derfor kan spare 0,6 meters gang ved at krydse igennem alle andres baner.
Hvis vi så endda var et folk, der kunne gøre det med venlige smil og undskyldende nik, men nej: Vi insisterer på at stå fast på det totalte anarki med stålsat rethaveriskhed og sure miner ad libitum.
Hvis Darth Junior her havde ejet et lyssværd, så havde vi for længst fået skåret de københavnske fodgængere ned til det halve. Ikke i antal – i højden!
Medmindre de havde læst med her på bloggen, for så var de advarede.
Kærlig hilsen Dorset.