Kære Bundsgaard.

Jeg ved godt at overskriften ikke har helt samme svung som titlen på den ikoniske TV-serie fra 1967, for østers kan bare noget andet.

”Østers” antyder elegante gentlemen med snurrige overskæg, der skænker champagne i brede coupéglas, mens en strygekvartet overvejer, hvorfor de ikke fandt sig et federe job.

Overfor det har ”Bagels” mere en biklang af doven frokostløsning fra 00’erne, og vækker minder om dressingindsmurte grøntsagsblandinger, der driver ned af, indtil for nylig, rene skjorter. Man skulle nærmest tro at bagels blev opfundet som et komplot fra vaskemiddelindustrien for at skabe omsætning: ”Kan vi mase så meget fedtet stads som muligt, ind i en bolle der er formet, så den er umulig at gabe over?”

Konspirationen er i så fald sat i søen omkring årtusindskiftet, for jeg husker tydeligt hvordan alle sandwich pludselig skulle være med hul i midten, for at sikre optimal tilfedtning af hænder.

Det kan selvfølgelig også bare være i de år, den store ”Sex and the City”-selvforståelse satte sig så tungt på de københavnske kvinder, at alt, hvad der kunne opfattes bare en smule New Yorkeragtigt, var fuldkommen uimodståeligt, om det så kun var sandwich, som gav ekstra nassede fingre.

Det kan selvfølgelig også bare være mig og min motorik, der er kommet til kort overfor bagelspisningens mysterier, men selv hvis mine møder med en bagel ikke altid havde lignet at nogen havde stukket et kanonslag ned i hullet, så er der et aspekt af denne fødevare, som er endnu værre, og som jeg lykkeligt havde glemt.

Nemlig når bagelen skal konstrueres.

Lige nu er stort set alle sandwichsteder i mit kvarter lukket for sommeren, så jeg fik vovet mig ind i det eneste tilgængelige, og opdagede til min gru at de stadig lavede sandwich efter bagelprincippet.

Heldigvis kunne man fravælge det håbløse, hullede brød, men jeg havde lykkeligt fortrængt, hvor utroligt besværlig en bestillingsform, de praktiserer.

Man kan ikke bare vælge fyld og få sin sandwich. Næh, der skal træffes valg på valg på valg, og det er ikke engang tilladt at være ligeglad. Så går processen i stå som pensionist ved en loppemarkedsstand.

”Jamen HVILKEN slags bolle vil du have”, insisterer sandwichpersonen, indtil man resignerer og vælger præcis den, de ikke har, ”lige i dag”.

Hvilken ”creamcheese”, hvilken dressing og hvilke grøntsager af de ca 25 mulige skal vurderes, overvejes og udvælges før man omsider kan få sin frokost.

Jeg husker med gru, hvordan nogle bagelsalgspersoner gennemgik grøntsagerne én ad gangen, så man kunne få sig en grundig samtale om sydfrugterne:
”Tomater? Nej. Agurker? Ja, Rødløg? Nej. Majs? Ja. Rukola? Nej. Oliven? Ja”.

Jeg ved godt, der står i Biblen at ”din tale skal være ja-ja og nej-nej”, men jeg tvivler på at Jesus tænkte på salatbeslutninger.

Men jeg vil faktisk give bagelfolket så stor tiltro at de nok bare – som alle os andre – var blevet så trætte af de ubeslutsomme kunder, at de kom deres udfordrede kognitive spændvidde i møde ved kun at bede dem om at træffe én beslutning ad gangen.

Men stod man i kø efter de forkerte kunder, så blev det altså faste til frokost og bagel til aftensmad.

Det kan selvfølgelig være derfor bagelen blev så populær i de år? Den kom med indbygget slankekur i form af de groteske ventetider.

Men så ville jeg foretrække at spise en lidt tvivlsom østers.

Kærlig hilsen Dorset.