Kære Dorset

Jeg befinder mig i et surrealistisk dilemma, fanget i et on-line quiz-spil, der er blevet mit livs største prøvelse. Hvordan er jeg endt her? Skylden ligger hos min veninde Louise med de solbrune ben, som narrede mig til at deltage i dette mentale fængsel. Hverken hjælp eller flugt synes mulig, og jeg står over for reklamer, der forfølger mig som en sulten rovdyr.

Den seneste plageånd er en reklame fra “Psykologen på Amager.” I begyndelsen hånedes jeg af tanken, rystende af grin over idéen om at søge psykologisk hjælp. Og så på Amager af alle steder! Intet ondt om Amager, men jeg har altid tænkt på det som en fjern periferi af civilisationen. Hvem har brug for en psykolog lige dér? Altså medmindre man bor der.

Men, kære Dorset, tingene er ændret. Ændret på en måde, jeg aldrig kunne have forestillet mig. Efter at have set den samme annonce et utal af gange, begynder jeg pludselig at betragte Amager som en velkendt gåafstand fra mit eget hjem. Det er som om, at Amager pludselig er blevet en slags terapeutisk oase, hvor mine psykiske traumer kan blive healet på magisk vis.

Ja, Amager, den tidligere “fjerntliggende ø”, er nu blevet en livsændrende destination. Jeg kan næsten høre øen kalde på mig, som en hypnotisk sirene, der lover fred og ro. Jeg ser mig selv gående langs vandet, mens jeg får behandlinger af en dygtig psykolog og lytter til bølgerne af mine indre konflikter ebbe ud.

Måske er det netop det, dette quiz-spil ønsker at fortælle mig. Måske er det en besked om at finde trøst og løsninger et sted, jeg aldrig havde forventet. Måske er Amager virkelig min vej til frelse fra denne digitale tortur.

Men før jeg pakker mine tasker og begiver mig ud på den lange gåtur mod Amager, skal jeg tage en dyb indånding (samt udånding – for jeg har ikke glemt mine dyrt betalte yoga-kurser på Sri Lanka) og overveje mine muligheder. Er dette virkelig min eneste vej ud? Kan jeg ikke bare slukke for computeren og give dette quiz-spil fingeren? Måske er der en lysende exit-dør, jeg ikke har opdaget endnu.

Uanset hvad vil jeg fortsætte med at bekæmpe mine psykiske trængsler. Måske ikke på Amager, men et eller andet sted, hvor jeg kan få den hjælp, jeg har brug for. Og hvis alt andet fejler, så kan jeg jo altid overveje at blive psykolog selv. Så kan jeg specialisere mig i at helbrede digitale spilafhængige, der er fanget i reklamernes ubarmhjertige kløer.

 

Sindsforvirret hilsen

Bundsgaard