Kære Bundsgaard.

Hvis jeg nogensinde føler mig gammel og træt, så nyder jeg at vi lever i en magisk tid, hvor der er så mange muligheder for at føle sig ung igen. OK, måske ikke ung, men mere som et besværligt barn. Og ikke så mange muligheder, som mere én enkelt møgmulighed.

Muligheden, møget eller ej, er at gå på nettet.

Her kan man nemlig lynhurtigt få besked om at alt det, man går og bekymrer sig over i dagligdagen, slet ikke er noget rigtigt problem.

Er du ked af at Irma lukker, eller Aldi, så kan du være sikker på at blive mindet om, der faktisk findes mennesker, der slet ikke har råd til at gå i supermarkedet.

Vover du at lufte en frustration over at et elektronisk apparat ikke virker, så burde du nok lige tænke på, hvor heldig du overhovedet er at have det stående, helt dødt og ubrugeligt, i sammenligning med dengang, det slet ikke var opfundet: Tænk, i dag virker det ikke, men du får lov at kigge på det!

Selv hvis du er åben og sårbar og udtrykker en form for frustration i dit liv, så kan du være sikker på at få at vide, du nok har det noget bedre end staklerne i Ukraine, Syrien eller Mordor.

Og det burde du nok lige tænke lidt over en anden gang!

Og hvorfor minder det mig om at være et besværligt barn? Nok fordi, det var jeg i 70’erne, hvor hippieforældre hamrede ethvert oprør i gulvet ved at minde om, hvor HELDIG man dog var.

Tænk på alle de små børn i Afrika, der hverken måtte få fløjlsbukser, tjekkiske dukkefilm som børne-tv eller rosenkål til aftensmad?!

Mine forældre klippede endda et billede af et hungersramt barn ud af avisen og satte det på hessianopslagstavlen ud for mit hoved, så jeg kunne blive mindet om, hvem der IKKE kunne mæske sig i de flatulens-fremkaldende kålknolde.

Dengang troede det besværlige barn, der åbenbart også var utaknemmeligt, at det avisbilede bare blev sat på opslagstavlen for at lære mig ydmyghed, men mine forældre var jo langt mere forudseende: De ville gøre mig klar til Facebook!
Nu kan man jo ikke skrive ”jeg kan godt lide kaffe”, uden der mindst er to, der vil fortælle at man skal tænke på alle dem, der ikke har råd til kaffe, og en, der vil minde en om at man er heldig, man i det hele taget har fingre at skrive med. Og så et par stykker, der spørger hvorfor man ikke skriver om noget helt andet, som DE helt tilfældigt går op i.

 Jeg burde have sendt det afrikanske barn på billedet et rosenkål-befængt smil og bare glædet mig over at blive gjort klar til fremtiden. En fremtid, jeg stadig venter på…

Kærlig hilsen Dorset.