Kære Bundsgaard

Så fik jeg også mærket Den Nationale Skam. Altså ikke fordi herrefodboldlandsholdet forlod VM i utide. Som motorisk udfordret brillebærer har jeg altid haft det sunde syn på topsport at det nok er udøverne, der bliver mest kede af det, når det går dårligt for dem, og at det derfor virker super selviscenesættende som fan, at forsøge at mase sin egen ked-af-det-hed ind i rampelyset for næsen af sportsfolkene.

Der må ligge et tykt lag sourcream med ekstra klynk på de sofakartoffelfans, der ikke bare forlanger at landsholdet kommer langt ved VM, men også at de lige skal gøre op med de manglende menneskerettigheder i Qatar og få sheikerne og emirerne og hvad de tehættebærende herskere dernede ellers hedder, til at synge med på ”Mormors Kolonihavehus”, inden de kommer hjem med en form for pokal.

Så nej, min skam har intet med landsholdet at gøre. Der var bare en udenlandsk dame, der spurgte om vej til et posthus.

Hvordan kan man på samme tid opretholde illusionen om at vi har et civiliseret samfund, og pege den høflige turist i retning af … Kvicklys Kiosk. Hvordan fortæller man et menneske fra en nation med et fungerende postvæsen at hvis hun vil skrive hjem, skal hun ind at stå i kø med kunder, der er på jagt efter 40 Skjold (røde!) eller vil klage over en rabat på 8 kroner, der ikke gik ind ovre ved kassen?

 Til daglig er vi danskere jo vænnede til miséren i en grad, så vi ikke selv tænker over det, men nu hvor julen rykker så faretruende nær, har jeg været tvunget forbi ”posthuset” et par gange, og muligvis har det ikke ført mig nærmere et decideret sammenbrud, men det har påført mig noget meget værre:
Jeg anede ikke, jeg en dag ville komme til at SAVNE de traditionelle posthuse. Da jeg stod der i køen, uden mulighed for at indbetale mine girokort over det futuriske fantasifoster ”netbank”, og så ruderne dugge under presset fra 45 sludvåde overfrakker, mens en stædig pensionist på andet kvarter forsøgte at forklare postdamen at hendes pakke SAGTENS kunne sendes som brev, for det ”plejede” den at kunne, så anede jeg jo ikke at man tyve år senere ville stå i præcis samme kø, udover at den standhaftige brevsendings-aficionado nu var suppleret med nogle helt nye køforlængelsestyper.

Jeg har selv med begrænset succes spillet rollen som ”der var en rabat, der ikke gik ind”-manden, men jeg kan undskylde mig med at jeg har påtaget mig at opdrage butikker ved brug af lige dele økonomisk pisk og obsternasighed, og derfor indkræver mistede rabatter helt ned til en krone, uden at det har NOGET SOM HELST at gøre med det økonomiske morads, Coronalukningerne har nedsænket mig i.

Så altså: Jeg bebrejder på ingen måde andre mennesker deres ærinder, for ingen af os bærer jo skylden for at vi pludselig er kunder i det store, sammenkogte Postkioskbyttecentralklagekontor

Jeg siger bare at hvis jeg laver en lynhurtig cost/benefit-analyse, så skal jeg et godt stykke udenfor Hovedstadsområdet, før det ikke er både hurtigere og billigere at køre brevet hen til modtageren i egen, slidte Mondeo.
Skylden er primært PostNords, men enkelte typer bærer deres del af ansvaret. Min tålmodighed krakelerer nådesløst, når en aldrende herre lige vil belære ekspedienten om prisudviklingen for Billedbladet siden 80’erne med MANGE nedslag, eller når en mindst lige så gammel mand lige vil fremføre sin undren over hvorfor en alkoholfri gin (en mere meningsløs væske kan jeg dårligt forestille mig) er udsolgt, og nægter at lade ekspedienten slippe ud af sin enetale i over fire minutter.
Alt det kan man dårligt forklare en venlig turist, med livshåbet i behold, så jeg trøster mig med at når mine danske venner har været ude at rejse, er de altid voldsomt optagede af hvordan lokalbefolkningen er, og i dag har jeg da sikret en udlænding op til en halv times intens nærkontakt med danskerne i al deres glans.

Så jeg nænnede næsten ikke at sige at hvis hendes brev nogensinde når frem, så ville det være et historisk dokument om en verden af i går, men hvis modtageren ville lade hende læse det, kunne hun i det mindste blive mindet om hvordan det havde været at holde ferie i Danmark: Landet uden posthuse.

Kærlig hilsen Dorset.