Kære Dorset

“Du må godt”. “Men det er på eget ansvar” – vil jeg  gerne lige tilføje.

I sidste uge kunne jeg simpelthen ikke modstå presset fra den massive reklamekampagne fra Spangsberg, der konstant giver os syndsforladelse – på forhånd – til at indtage de der såkaldte tomme kalorier. Så jeg hoppede på limpinden (havde det dog bare været en limpind), og jeg impulskøbte en pose marcipansnitter fra Spangsberg til 25 devaluerede Danske kroner. Nu er det ikke, fordi jeg er marcipan-entusiast. Jeg er ikke marcipan-connaisseur. Ingenlunde. Jeg lod mig simpelthen rive med af en (al for tidlig) julestemning. Og fordi Spangsbergs hjernevask tilsyneladende også virker på mig. Der var nok også en del romantik involveret – altså ikke på den sexuelle måde. Ingenlunde. Næhe nej, bare en slags romantisering af fortiden. Den der klassiske fejlerrindring, hvor man bare husker barndommens jul som noget med meterhøje snedriver, juleudstillinger i butikker (altså nogle man virkelig gad se på. Vi tog fra Lyngby til København bare for at se på juleudstillinger på Strøget og I Dalle Valle), marcipansnitter der stod i en skål side om side med hjemmebagte småkager og kogte klejner serveret i en lidt for lun stue. Altsammen med et traditionelt udvalg af julemusik, der kørte i båndsløjfe. Og her mener jeg BÅND – det var ikke en digital playliste (unge læsere må Google “analog lydbånd” – jeg anbefaler siddende i en stol med ryglæn – af sikkerhedsmæssige årsager.)

Nuvel.

Det var de der marcipansnitter, jeg kom fra. Allerede i min barndom var det lidt af en tvivlsom affære, at sætte tænderne i sådan et stykke præfabrikeret konfekt. Jo tættere man kom på juleaften, jo mere risikofyldt var det. For – især gamle damer – havde det med at lade skålen med snitter køre i sin egen sløjfe. Skålen kom ind og ud og ind og ud ved hver en julevisit, og marcipanen blev mere og mere tør, jo tættere vi kom mod julens afslutning. Men der var den ukendte faktor. Nemlig den, at skålen somme tider blev toppet op. Og så kunne man jo være heldig at få et blødt og tilnærmelsesvis friskt stykke. Konsekvensen ved den løbende genopfyldning var så desværre, at stykkerne i bunden blev endnu mere vindtørre, hvilket nærmest gjorde det til en omgang kulinarisk Sænke Slagsskibe at vælge et stykke fra skålen.

Da jeg så den lufttætte pose med Spangsbergs marcipansnitter, troede jeg (naivt), at jeg var på den sikre side, for jeg kunne jo ikke vide, at den var helt gal med batch #260. Jeg købte – i god tro – en posefuld, og allerede første stykke henførte mig direkte tilbage til min barndoms jul – på den uheldige måde. Et vindtørt stykke, der fik det til at hvine i tænderne, og pludselig blev den imaginære julemusik erstattet med Elvis Costellos Lars Year’s Model. Jeg tjekkede udløbsdatoen. Januar 2023. 2023! Jeg turde slet ikke tænke på, hvordan konsistensen ville være om over et år; men jeg er sikker på at det på en eller anden måde ville kunne bruges til noget belægning i militært øjemed. Så jeg (ja, du har gættet det ikk’) skrev til Spangsberg. Herefter lænede jeg mig tilbage og fantaserede om den drøm af en kurv, som jeg var overbevist om ville komme som kompensation. Jeg var så stærk i troen, at jeg nåede at skrive til min læge og spørge, om jeg kunne få extra diabetes-medicin. Det viste sig at være aldeles unødvendigt, for jeg kan godt spise et pølsebrød, uden mit blodsukker ryger op i det julerøde felt. Og indkøb af en plastpose får allerhøjest Greta Thunberg & Co. til at reagere. (Umiddelbart giver dette måske ikke mening; men hav tålmodighed.)

Jeg fik ingen kurv. Jeg fik en mail:

Kære Hans

Tak for din henvendelse, vi er kede af din oplevelse med vores marcipansnitter, jeg har sendt din henvendelse videre til vores produktionsafdeling, der vil undersøge batch nr. 260 nærmere via vores reference prøver mm. Herfra vil vi gerne kompenserer dig med 30 kr. hvis du sender mig dit reg og konto nr. overfører vi beløbet inden for kort tid.

Med venlig hilsen 

Frank Andersen

Så sparede jeg da de kalorier; men jeg brændte lidt energi af på at svare:

Kære Frank 

Tak for Deres mail.

De kan overføre de 30 kroner til min konto: xxxx xxxxxxxxx.

Hvis De synes, De er kommet til at flotte Dem (posen kostede jo kun 20 kroner), så er de velkommen til at opdele beløbet i rater og evt. udskyde noget til regnskabsåret 2022.

I min lykkerus over at se frem til det svimlende beløb, trodsede jeg støvregnen og begav mig ned til Netto påny. 

Jeg må indrømme, at jeg gik i en stor bue uden om Spangsberg-produkterne (det gav så lidt xtra motion) og gik direkte efter en pose af andet fabrikat. 

Bevares, posen var 5 kroner dyrere; men til gengæld var marcipanen så blød og frisk, at jeg vil kunne servere den for gæster, uden at modtage hånlige bemærkninger a la: “Nåh, har du gemt lidt konfekt fra sidste år?” og “Du skal nok lige lægge det i en lufttæt pose…” – som jeg fik,  da jeg serverede Deres produkt. 

Men pyt. nu sidder jeg jo her med et overskud på hele 5 kroner og spekulerer som en gal på, om jeg skal bruge den på et pølsebrød eller en plastpose.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg selv kommer til at spørge hvor konfekt og flødeboller kommer fra, hvis jeg bliver budt i fremtiden. 

Og hvis svaret er: “Du må godt.”  Så bliver mit svar: “Men jeg vil ikke.”

De bedste julehilsener

Hans Sølvhøj Bundsgaard

Jeg hørte ikke mere fra Frank ; men næste dag var der sat det fulde beløb ind på min konto. Og nu er der måske folk i Spangsbergs produktionsafdeling, der er på overarbejde med batch #260.

Frank og reklamationsafdelingen var vist allerede mentalt taget på juleferie.

Kærligst

Bundsgaard