Kære Dorset

Har du fået en overhaling for nyligt? – Altså ikke sådan fysisk på cykelstien eller motorvejen. Nej, en “røffel” som gamle mennesker på over 56 år ville kalde det (min definition på gammel bliver for øvrigt ændret til 57 år om under to måneder.)

Jeg snakker ikke bare om et lille udbrud a la: “De springer nok over i køen unge mand!”, som du sikkert oplever fra en forsmået dame i Irma. Og her kan jeg lige indsparke et lille tip: Frekvensen af verbale raseriudbrud er langt højere i Aldi. Her er nærmest garanti for at få en på socialklasse C-opleveren.

Nuvel.

Det jeg taler om, er et udbrud fra en brøleabe med autoritet – fx en overlæge. Og underligt nok, at jeg lige skulle bruge det exempel. For det er lige netop dét, jeg har oplevet. Jeg har simpelthen været til konsultation hos overlægernes svar på Thomas Blachman – på 11. sal på Rigshospitalet. Ja, udsigten fejlede ikke noget.

Som du ved fik jeg taget en blodprøve, og så var de mistanke om, at jeg fejlede noget. Og lige som i X Factor er der hele tiden muligheden/risikoen for “at gå videre.” I underholdningsprogrammet er det overvejende positivt at gå videre og få hele pakken – det er nærmest omvendt i sygdomsprogrammet; men jeg kan godt afsløre, at jeg gik helt til finaleshowet.

“Hvad er det så lige for en sygdom?” sidder den inkarnerede læserskare og tænker. Jeg tør ikke afsløre det. Ikke af frygt for, at nogen med samme sygdom vil føle sig krænket; men af frygt for at noget vil blive krænket på vegne af dem – og det kan vi jo ikke ha’.

Efter første besøg på Riget hos overlæge #1, gik jeg direkte videre til overlæge #2, som tog 10 prøver. Det viste sig, at jeg havde 10 ud af 10 “rigtige”, så jeg gik videre til min første konsultation hos overlæge #3. Hans efternavn vil jeg ikke afsløre; men det har en slående lighed med et populært sølvpudsemiddel – ikke at jeg ligefrem strålede efter besøget. Han bad mig om at gå hjem og se 3 videoer på YouTube og derefter beslutte mig for enten behandling eller operation. Og i øvrigt skulle jeg lige scannes inden næste audition.

14 dage og en scanning senere var jeg tilbage hos overlæge #3 igen. Han spurgte mig som det første, om jeg havde bestemt mig, mens han afbrød sig selv og sagde: “Hvis du spørger mig, ville jeg…” Jeg afbrød ham og sagde: “Jamen så spørger jeg dig: Hvad vil du råde mig til?”

“Jeg vil råde dig til operationen” – svarede han.

“Hvad var forresten resultatet af den scanning, der blev foretaget i går?” – spurgte jeg.

“Den var fin nok” – svarede han, mens kan kikkede på mig, som om jeg havde stillet det mest tåbelige spørgsmål i (hans) verden.

Jeg valgte så operationen, som bliver udført af en robotten Da Vinci. Trods de Italiensk klingende navn, er den heldigvis fremstillet i USA. Jeg havde simpelthen ikke turde kaste mig under den, hvis den var fremstillet af Italienere – tænk bare på de der IC4-tog.

Nuvel.

Efter at have sagt ja til operation, fik jeg så oplyst en lavine af ting, som kunne gå galt: Robotten kunne gå i stykker, så de skulle overgå til manuel kirurgi (men det skete heldigvis ikke så tit mere – de var blevet bedre til det efterhånden, beroligede han mig med), man kunne komme til at punktere tarmen, skære forkert, så der ville opstå et blodtab, skære nervebaner over ved en fejl osv. osv. – listen syntes endeløs. Lidt som at læse medicins indlægsseddels afsnit om bivirkninger. Herefter spurgte han, om jeg havde flere spørgsmål, og jeg bød ind med et par stykker i den lavpraktisk afdeling: “Kan jeg rejse på ferie i december?”, “Hvornår skal jeg stoppe med min blodfortyndende medicin?”, “Hvor får jeg hjælpemidler.” Her sprang den søde sygeplejerske til og begyndte at svare. Og her var det så overlægens indre Blachman brød ud i lys lue:

“GIDER I GÅ ET ANDET STED HEN OG SNAKKE OM DET. I ØDELÆGGER MIN DAG!” – brølede han. Det slog nærmest benene væk under mig, og jeg blev så overrasket og chokeret, at jeg ikke fik svaret: “Det er du vist godt igang med selv” – og det ærger mig stadig.

Da jeg kom ned fra 11. sal og fik fast grund under fødderne igen, kikkede jeg på uret og konstaterede, at klokken var 10.55. Der var altså – teknisk set – 5 minutter tilbage af konsultationen, så jeg kunne tage op og give ham en røffel; men på det tidspunkte vidste jeg ikke, at overlæge #3 ikke har kørekort til robotten Da Vinci. Det er lidt som den rigtige Blachman. Han har også det hele i munden.

Kærligst 

Bundsgaard