Hævnens humorforladte engle

 

Kære Bundsgaard

Er du vred? Er du rasende? Eller er dit WiFi måske ude af drift?
Det virker i hvert fald som om massive dele af befolkningen har svært ved at håndtere internettet og den nærkontakt med andres meninger, det medfører.

Jeg ved det, for jeg falder selv i, men jeg øver mig. Dagligt!
Falder jeg over et synspunkt, jeg er uenig i, så er jeg lige begyndt at gøre noget enestående: Ingenting.

Altså først. Det gør at min reptilhjerne falder til ro, inden jeg reagerer.
Er det fordi jeg er en reinkarneret Gandhi, med et positivt hjerte, der er som et uimodtageligt fort for fjendtlige følelser? Næh, jeg venter bare lidt. Der er måske en opvask, jeg lige kan ordne, eller en rask lille lur, der har været tiltrængt længe. Eller også skriver jeg det rasende svar, der brænder i mit sorte hjerte, og sletter det igen.

Jeg håber ikke, jeg lyder frelst, for det er en taktik jeg kun har dyrket kortvarigt, og ikke uden tilbagefald, men som nyligt omvendt hører jeg naturligvis til de allermest frelste.

Og jeg har da grund til at være frelst, for jeg har lige gjort noget unik for en tastaturkriger:
Jeg har indrømmet at jeg ikke selv er fejlfri.
For det er det store problem med online-skænderier:
Folk opfører sig som om de aldrig har begået en eneste fejl. Som om, deres gastriske system udelukkende producerer softice. Som var de er en form for hævnende engle, der er kommet fra et sted uden synd, for at dømme os usle svin.

I går var det Stine Bosse, der havde skrevet noget på Twitter, der skabte raseri det meste af dagen.

For hvad hun skrev, imod hvad hun skrev, imod hvad man selv tillagde hende af motiver, for hvad man læste ind i hendes tweet. Raseri i alle retninger.

Men jeg hviler i min evne til at trække på skuldrene af holdninger, jeg ikke er enig i.

De frelste er som min kærestes hund, der ikke kan høre en rullekuffert ude på gaden eller et tryk på dørklokken eller larmende motorcykel uden at gø som en rasende.

Når den bjæffer i falset som den fuldkommen ubrugelige kamphund, den udgør, så siger jeg altid ”De må godt være der!”.

Den sætning skulle måske være Facebook og Twitters motto?
Kærlig hilsen Dorset.