Kære Bundsgaard.
Sikke en dag: Jeg har været i selveste Kvickly. Jeg tilbringer så meget tid der at jeg begyndt at overveje om navnet er ment ironisk.
For tidsforbruget skyldes jo ikke at at det af og til pirrer min nysgerrighed HVOR længe man kan lade bestemte hylder stå tomme, uden nogen overvejer om man skulle fylde dem op med de varer, som skiltet ved hylden stædigt påstår den rummer.
Jeg har skrevet til butikken og foreslået at de kronisk tomme hylder med fordel kunne flyttes hen ved siden af hinanden, så de i det mindste kunne bruges som værelse for en ung studerende, men de er vist blevet så imponerede af min åndelige kreativitet, at de slet ikke tør sende mig et svar.
Men nok om det. De tomme hylder burde jo få mig hurtigere gennem butikken, og er sikkert Kvicklys bidrag til bæredygtighed og kampen mod overforbrug.
Der hvor min ”indkøbsoplevelse” for alvor går i stå, er når jeg forsøger at få lov at betale.
I dag fik jeg fx 5 minutter ekstra, som Kvickly med fordel kan overdrage til lillesøster Fakta, der åbenbart har lånt Kvickly deres gamle reklameslogan om at få kunderne til at blive lidt længere.
Jeg var ellers håbefuld, da jeg stillede mig i kø, for foran mig stod en yngre kvinde med en vare eller fem i favnen, og foran hende en noget ældre kvinde, med nogenlunde samme mængde indkøb.
Men så smækkede alderspræsidenten en knoldet gevækst på kassebåndet og proklamerede ”Det er SOMMERKÅL!”
Hverken jeg eller den unge mand bag kassen havde nogensinde hørt om ”sommerkål”, men han gik straks i gang med at lede i registeret over frugt og grønt, mens jeg gravede ned i min tålmodighed.
Det må den flinke fyr i Kvickly-uniformen også have gjort, for damen var travlt optaget af at fortælle om sit nære bekendtskab med ”sommerkål”, der tangerede en kærlighedsaffære.
Til gengæld fik han opbakning fra sin arbejdsgiver, for Kvickly kendte åbenbart heller ikke sommerkål. Det hed noget andet i deres fortegnelser, og det gjorde kunden stærkt indigneret.
Hendes forhold til hvad sommerkål lå åbenbart i intensitet lige oppe omkring den iranske ayatollahs holdning til tegninger af Profeten Muhammed.
Og Kvickly insisterede, så kassemanden måtte finde et billede, dække over det anstødelige Kvickly-navn og overbevise damen om at det var den kål, hun ønskede at anskaffe sig.
Hele processen tog kun fire minutter. Men da de var blevet enige om hvad det var, damen ønskede at købe, kunne manden bag kassen konkludere, hun havde snoldet for 127 kr.
Hvad medførte den oplysning så? At damen ÅBNEDE SIN TASKE!
Og så rodede hun lidt rundt til hun fandt sin kortholder og dermed en form for dankort.
Jeg opsummerer: Hun havde stået FIRE minutter og kigget på en Kvickly-ansat, der ledte efter grønsagsoplysninger, men først da hun hørte prisen, indledte hun jagten på et gyldigt betalingsmiddel.
Her kommer tilståelsen, min ven:
Da Coronakrisen ramte, så anede vi jo ikke, hvad vi gik ind til, men da den første frygt havde lagt sig, tænkte jeg den kætterske tanke: ”Måske vænner vi os til at tænke over hvordan vi opfører os i det offentlige rum? Måske ender det med at de mange påbud om håndsprit og afstand og mundbind lærer os at vise en form for hensyn og omtanke, når vi er ude blandt andre mennesker.
Men ved du hvad det endte med?
Sommerkål!
Kærlig hilsen Dorset.