Kære Bundsgaard.

Der er mange modige mennesker herhjemme. Vores politifolk, der tager på vagt uden at vide, hvilke psykopater de potentielt kan støde på. Vores sygeplejersker og læger, der står i frontlinjen, når syge mennesker insisterer på at hoste smitsomme sygdomme ind i deres ansigter. Vores soldater, der med liv og førlighed som indsats, rejser ud i verden for at sikre lokalbefolkningen et liv i fred. Ja, selv vores P-vagter må vel kaldes modige, når man tænker på hvor mange mennesker, der fuldkommen taber hætten, når det viser sig at det kan have konsekvenser at parkere ulovligt.

Der bliver også hvert år uddelt medaljer og belønninger til mennesker, der har reddet liv ved at kaste sig hovedkulds ud i iskoldt havnevand eller lignende. Og dét er modigt.

For mig indebærer ordet ”modig” at man løber en risiko, men det virker som en opfattelse, jeg står ret alene med.

Det er i hvert fald umuligt at opstøve en tv-udsendelse, hvor deltagerne ikke per definition er ”modige” hvilket værterne gerne understreger et par gange i minuttet. Især ”Vild med Dans” der lige om lidt går i gang med sin 230. sæson, skamrider ordet ”modig”, som var det en lejebil med fuld forsikring. Jeg er med på at ”Danmarks modigste dansere” er en kortere og mere praktisk formulering end ”De af Danmarks semikendte, hvis karrierer havde så akut behov for et medieboost at de frivilligt vælger at udstille deres manglende rytmesans”.

Men det er jo ikke som sådan ”modigt” at vise verden at man er en jammerlig danser, medmindre jeg bare har set for lidt af de første 229 sæsoner til at være faldet over det afsnit, hvor lyset i studiet går ud og sværdbevæbnede ninjaer slår vildt omkring sig i mørket. (Brug det hvis I vil, TV2!)

Jeg er med på at det kan være grænseoverskridende at stille sig frem, især med noget, man er dårlig til, men med det allermeste TV har man jo en mulighed for at takke nej.
Faktisk lige undtagen ”Operation X” og den slags, men jeg har stadig til gode at høre Morten Spiegelhauer tale om ”Danmarks modigste svindlere”, selvom de klammerter, han afslører, har noget mere på spil end at seerne fniser af deres småkiksede slowfox.

Der findes faktisk folk, der synes det er ”modigt” at stille sig op på en scene og forsøge at få folk til at grine, men det eneste, jeg risikerer er fraværet af latter, hvilket jeg faktisk tror, vores udsendte soldater let kunne leve med. Fordi så ville de … ja, leve.

Kunne vi ikke overveje at reservere ordet ”modig” til mennesker, der sætter mere på spil end en lettere ramponeret stolthed? Eller alternativt opfinde et større ord til dem, der gør?
Så kan vi herefter omskrive ordbogens definition af ”modig” til ”villig til at udstille sig selv”.

Modig hilsen Dorset.