Kære Bundsgaard

Det har været et hårdt år for os alle. De fleste af os har vel mistet nogle til Corona.

Altså forhåbentlig ikke sådan at de er døde af virussen, men mange af os har måttet se facebookvenner og andet godtfolk synke knædybt ned i det, med sit yderste opbud af velvilje, kunne kalde ”alternative sandheder”.

Bevares, selv vil de mene, de bare er ”skeptiske”, og det er jo på alle måder en sund egenskab. Problemet med den påstand er bare at nu, hvor vi har talt Corona i halvandet år, så viser det sig hver gang, stort set uden undtagelser, at hvis man prikker en lille smule til de ting, de er ”skeptiske” omkring, så varer det et sted mellem to kommentarer og et splitsekund før de mener alle medier lyver, er i lommen på Regeringen og at verden i øvrigt er styret af en ond konspiration, som millioner af sundhedsfaglige personer verden over har valgt at tie stille om.

At Mannicherne er et egomant freakshow, der lyver i flæng, er vel en hemmelighed, der var brudt ud længe før virussen, og en del af anførerne på sociale medier kan de fleste vel også godt undvære i deres liv. Per-sonligt har jeg i hvert fald ikke akut behov for ”krammeterapi”.  

Jeg er mere bekymret for om vi kan få de tabte Facebookvenner tilbage i vores liv? Bliver de ved med at snakke om de konspirationer, også når vi er tilbage til normalen, eller kommer de til fornuft når de kan få lov at leve deres liv uden de restriktioner, der i deres retorik antager fascistoide dimensioner. At barene skulle lukke klokken 2 og at man kun må være 65 mennesker i Imerco stod åbenbart på side 1 i Francos handlingsplan.

Hvor lang er halveringstiden for konspirationsteorier, med andre ord?

Jeg frygter oprigtigt at der i lang tid, vil være flinke mennesker, man ikke helt orker at tale med, fordi man ved at en invitation til kaffe fra dem, er som at skrive sig op til en firetimers forelæsning på fakultetet for kuk-kuk.

Men så fik jeg en tanke her til formiddag: Da jeg gik i gymnasiet engang i sidste årtusind betød det meget for selvforståelsen om man var ”sproglig” eller ”matematisk”. Dem på matematisk linje mente at vi sproglige ikke fattede noget som helst af matematik, hvor i mod vi på sproglig linje ikke fattede noget som helst af matematik.

Men her 30 år efter er det ikke et samtaleemne, når man møder en af sine gamle skolekammerater. Når man er så heldig at støde på en af dem fra matematisk linje, råber de ikke noget om sinus-kurver og niver en i låret, (med mindre man støder på Henning fra V-klassen). Så snakker man stille og roligt om hvor utroligt gamle, vi efterhånden er blevet.

Det tog faktisk ikke særlig mange år, før de dér ”linjer” slet ikke var et samtaleemne, så måske sker det samme med konspirationsteoretikerne?

Det ville gøre mig rigtig glad, hvis vi allerede om et år kunne tænke ”nåh ja, han gik sgu da på skeptiker-linjen”, uden at lægge mere i det.

Så længe, de altså ikke har læst videre.

Kærlig hilsen Dorset.