Kære Bundsgaard

Jeg føler, jeg er blevet snydt! Altså ikke økonomisk, selvom der var en rabat på noget rugbrød, der ikke blev registreret, sidst jeg var i Netto.

Det er værre end det: Jeg er blevet snydt af livet!

OK, det kunne man teknisk set også kalde de 3,75 krones manglende rugbrødsrabat, så lad os bare holde os til at livet også i overført forstand har snydt mig for en rabat.

En rabat på at være voksen.
For da jeg var barn, var det meget vigtigt, når ”de voksne talte”. Det var så vigtigt at det alene var grund nok til at en lille snotunge som mig skulle tie stille. Det blev betragtet som en selvfølgelighed at alt hvad voksne sagde, var mere væsentligt end mit barnlige sludder, og hvis man antager at jeg dengang var om muligt dummere end nu, så har det nok også været tilfældet.

Børnesnak var sådan noget, man kun lyttede på, hvis der skulle opstå et hul i konversationen. Som et underholdende alternativ til elevatormusik eller timeslagene fra et bornholmerur.

Så kunne man sidde der og vente på stilhed med sin ”San Remo”-sodavand fra Wiibroe, og glæde sig til man selv blev den voksne, der ikke fik sat nogen begrænsninger på sine verbale udfoldelser.

Men der er godt nok sket noget siden dengang. Det er fx ikke til at opdrive en San Remo-sodavand. Eller taletid, hvis der er børn til stede.

Misforstå mig ikke: Jeg synes, det er supergodt at børnene føler sig taget alvorligt, og kan deltage i samtalen på lige fod med de voksne. Sundt for samtaleevner og selvværd, men måske er vi stille og roligt gledet i den anden grøft. Ikke med de større børn, som byder ind med deres syn på det, der bliver debatteret, men med de mindre.

Der er nogle forældre, der har Foie Gras-fodret deres småbørn med selvtillid i en grad så de afbryder førende eksperter indenfor menneskelig adfærd og løsningen på alverdens problemer (altså mig!), med oplysninger som at de så en hund på vej hjem fra skole eller ikke kan lide champignons.

Og det er som de ikke helt forstår hvordan samtale fungerer, for hvis man spørger dem, hvad det var for en hund (eller champignon), så leverer de bare en tredje løsreven oplysning. Som at deres yndlingsfarve er grøn eller deres dansklærer rigtig åndssvag.

Og man kan ikke engang indvende at bemeldte dansklærer nok også kæmper md nogle kognitive udfordringer på elevsiden, uden at barnets forældre bliver stramme i masken.

Da jeg var barn, sad jeg stille og lyttede til de voksne, og nu hvor jeg er voksen står jeg og lytter til småbørn. Det er som om at moden er skiftet, og en af de få moder, man ikke kan følge, er hvilken alder, der er in.

Sjovt nok findes udtrykket ”Ti stille mens de voksne snakker” stadigvæk. Man bruger det bare overfor andre voksne, og mest når man ikke har noget bedre at sige. Man kunne indføre den regel at folk som skrev sådan på de sociale medier, skyldte modparten en San Remo-sodavand. Sådan en tager nemlig tid at opdrive nu om dage. Til gengæld, og det er lidt skørt,  er der kommet en grøn Fanta, som smager af … Ja, enten en form for græsart, en kaktustype eller også har de bare forsøgt at efterligne smagen af E-numre, for den var nogenlunde lige så kemisk, som … Nå, var du ved at sige noget, som jeg afbrød med min snak om Fanta?
Sorry – jeg var bare ung med de unge et øjeblik.

Kærlig hilsen Dorset.