Kære Dorset

Kan du få tiden til at gå?

Dette spørgsmål er på min top 10 liste over åndssvage spørgsmål. Min mor stiller det ofte. Og det har hun gjort, siden jeg ragede tre blodpropper til mig i slutningen af det Corona-fri år 2007, for hun tænkte nok “nu keder han sig”. Hver gang svarer jeg (kækt), at jeg slet ikke bekymrer mig om, om tiden går. For det gør den – påviseligt – helt af sig selv.

Du kan selv teste det: Sæt dig ned, kik på uret, luk øjnene og gå i zen. Når du så åbner dine øjne og kikker på viserne, vil du se, at de har flyttet sig – om du så ønskede det eller ej.

Nuvel.

Jeg kan godt forstå, at min mor spørger. For hun sidder derhjemme hele tiden og keder sig. Hun er 96. Stolegymnastik og spilleklub er aflyst, og Karen kommer ikke mere til den traditionelle sildemad om mandagen. Min mor kommer nærmest kun ud, når hun skal til lægen. Hvor motiverende er det?

Og vi andre kommer efterhånden jo også kun ud, hvis det er strengt nødvendigt. “Ferie er en by i Rusland!” Virkelig kikset formulering, tænker du umiddelbart; MEN….

Jeg har fået aflyst 4 ferier i 2020: Albanien (og tak for det Spies), Berlin (og tak for det maveonde) og så to gange Gran Canaria (øv).

Men “Nød lærer nøgen kvinde at spinde” – siger det gamle mundheld. Tillad mig at omskrive: “Corona lærer feriehungrende at søge alternativer.” Og det har jeg så gjort. Bevares, det er ikke sydens sommer og sol – nærmere en tidsrejse tilbage til det gamle Østeuropa; men “lidt har også ret” siger et andet gammelt mundheld. Og jeg har endda lige praktiseret det i dag…..

Jeg startede med en tur i kiosken, for det er der, man indleverer pakker nu. 2100 Spelt har ikke posthus længere. Jeg stod i kø i ca. 15 min – i Det dejlige Danske Forår (læs: Det var pissekoldt).

Så cyklede jeg til bageren, hvor begrebet “kø” overgik sig selv. Og i Danmark fordriver man ikke ventetiden med hverken snak eller samtale. Næhhe, man står konversationsløs for på den måde at trække den venten ud. Bevares, tiden går jo ikke hurtigere, bare fordi man snik-snakker lidt; men det FØLES, som om den gør. Og havde dette været i Afrika eller Sydamerika, havde snakken gået. Folk var blevet venner, og måske var der ligefrem en eller to, der skulle føde 9 måneder efter. Men vi er i det kolde Danmark, og to meters afstand er mere end naturligt – Corona eller ej. Efter 18 minutters venten er jeg den lykkelige ejer af to boller med creme og to kanel/kardemomme-snurrer.

Pris: 130,- Tak! Den var ikke gået i det gamle Østeuropa, så jeg fortsætter min underlige ferierejse.

Turen går nu til ostehandleren på Landskronagade.

Og JA, der er kø. Ikke vild kø.Og køen behøver jo ikke være lang, for at det tager tid. De to piger før mig skal begge ind, selv om der kun må være to kunder i butikken ad gangen. Køb af ost og pålæg er tilsyneladende ikke en beslutning, der kan tages selvstændigt. Da jeg kikker gennem ruden, kan jeg se, at den ene får forklaret (detaljeret) om samtlig kødpålæg og alle oste, mens den anden er på FaceTime og kommenterer og viser live demonstrationer af ost og kødpålæg. Det er svære beslutninger. Efter 12 minutter forlader de forretningen – med en mild ost. Suk.

“Så gik der tid med det”, som Tøsedrengene sang.

Jeg får købt ost og cykler mod Ndr. Frihavnsgade for at købe fisk. Her sættes så rekord i begrebet “stå i kø”: 35 kolde og tavse minutter. Og lige i opløbet (jeg er nået til fiskehandlerens vindue) ser jeg så, at den sidste torskeloin bliver solgt. Nåhhe ja, så bliver det fiskefrikadeller i aften – det smager jo også lidt af fisk.

Der er folk, der slet ikke vil ud og stå i kø og derfor ikke mener, at dette kan være et substitut for en ferierejse.

Her kan jeg så anbefale et værdigt alternativ:

Ring til YouSee eller en offentlig myndighed. Der er masser af kø, omend med dårlig musik; men husk “ventetiden er gratis.”

Kærligst

Bundsgaard