Kære Bundsgaard.

Du kender det garanteret: Telefonen ringer, og midt i Corona-tristessen tænker man straks: ”Hvem af mine dejlige venner er nu så sød at ringe til mig?!?”
Så kigger man på displayet på ens telefon, og konstaterer at det er et nummer fra England. Min telefon fortæller endda HVOR i England, så jeg falder tit i staver ved tanken om hvem, jeg mon kunne kende i Weston-Super-Mare eller Birmingham.

Men jeg tager ikke telefonen – længere.

Og det er jeg stolt af! Ikke stolt som af det afgørende mål i en fodboldkamp. Mere stolt på samme måde som når man husker at træde henover den hundelort, der ligger lige udenfor ens gadedør. For jeg tog jo det telefonopkald en gang eller to. Ikke fordi, jeg troede, jeg stod lige foran mit store gennembrud i Sydvestengland (eller Birmingham), men fordi jeg lider i middelsvær grad af det, man kunne kalde ”almindelig høflighed”.

Det gør dem, der ringer fra Weston eller Birmingham ikke: De begynder straks at forklare, der er noget galt hos dig. Din computer har ikke virusbeskyttelse eller dit styresystem er fra Køge eller dit mailprogram har fået skurv, og de hører ikke rigtig på dine indvendinger. Man forsøger på ubehjælpsomt skoleengelsk, men finder aldrig en pause i deres sælgerremse. Man hæver stemmen, men de hæver den yderligere, for de er ikke alene uopfordrede sælgere, men en form for frelsere. Men når de så stopper salgstalen og man BØR sige ”Tak, tak, tak, fordi du redder min sørgelige IT-eksistens”, er der meget kort tålmodighed.
Hvis man afslår deres forslag, reagerer de med alt fra irritation til raseri:
Når han/hun/de lige har taget sig tid til at ringe uopfordret, så er det mindste, man kan gøre, da at overføre alt hvad man ejer til deres konto!
Så de gange, jeg har accepteret samtalen er det endt med, jeg er blevet svinet til. Én antydede jeg havde et seksuelt forhold til min mor, og afsluttede derefter opkaldet. Men hvis det var den påstand, hun ringede for at overbringe, kunne hun da have fremsat den med det samme?

Jeg forstår virkelig ikke mennesker, der står op hver morgen, for at gå hen og forsøge at svindle folk over telefonen. De har ikke engang et dårligt produkt, de sælger, det er 100% bedrag.

De typer, der sidder og ringer med den slags svindelnumre, er deres egen lykkes rust.

Medregnet den ustabilitet, der følger af svindlerbranchens utilregnelighed, får jeg ca et halvt opkald om dagen. Og jeg svarer stadigvæk ikke, selvom jeg bliver fristet af at høre, hvordan det går i Weston-Super-Mare.

Men hvordan kan så mange mennesker tage den slags ”jobs” på sig? Hvorfor sidder man i call-centre, hvor man er ligeglad med om man sælger noget legalt? Altså, jeg har solgt Berlingske Tidende over telefonen, men når de meget få, jeg kunne overtale, sagde ja til et abonnement, så havde jeg en ret klar idé om at avisen rent faktisk ville ankomme. Og hvis jeg opdagede, der ikke fandtes en avis, ville jeg være stoppet.

Hvad fanden er det for nogle mennesker, der går på arbejde hver dag, for at snyde folk?

Man skal være en meget stor tilhænger af ”enhver er sin egen lykkes smed”, for at rende hen i callcenteret og prøve at stjæle penge fra andre, helt uden noget at tilbyde til gengæld.

Så det her er bare et tip. Jeg tager IKKE opkald fra udlandet, for så kan jeg nyde tanken om at der står en ledig scene i Weston-Super-Mare, hvor ejeren hver dag må fortælle det fiktive publikum at ham Sebastian Dorset heller ikke dukker op i dag.
Kærlig hilsen Dorset.