Kære Bundsgaard.
Bare et ultrakort og højoptimistiske indlæg, for at minde os om hvilke vidunderlige tider, vi lever i:
Nu hvor Corona-pandemien holder de fleste underholdningsmuligheder under lås og nedlukning, er det da værd at huske, hvor heldige vi er, at vi ikke blev ramt af virussen i vores unge dage.
Tænk, hvis vi for at få dagens nyheder skulle have siddet og fumlet med sådan en papiravis?!
Jeg må le ved tanken. Tænk at man for at komme frem til en ny side, skulle sidde at bladre? Med sine FINGRE, som en anden hulemand.
Næh, så er det noget nemmere i dag, hvor man bare kan finde sin tablet frem, låse den op, åbne en browser, finde avisens hjemmeside og se, hvad de skriver. Når man altså har logget ind med navn og kode. Eller abonnementsnummer og kode. Eller mailadresse og kode. Hver dag.
Jamen hvor nemt kan det blive?
Så scroller man bare ned til den artikel, man vil læse, klikker på den, og venter på at den åbner. Ja, ok: Så er det en anden artikel, der åbner i stedet, men det er ens egen skyld, fordi avisens hjemmeside ikke var færdig med at indlæse, da man trykkede, så man kom til at trykke et andet sted end man troede, men man kan jo bare klikke ”tilbage” og så vente lidt længere, inden man trykker på artiklen igen. Piece of cake!
Så åbner den som var det magi, og man begynder at læse. Altså indtil der starter et eller andet klip, de har lagt i toppen af artiklen. Jeg ved ikke om det er fordi, læsende læsere er begyndt at udgøre et mindretal, men der er jo ikke nogen, der TVINGER os til at se det klip. Vi kan jo bare vente til reklamen er slut og så trykke stop, så holder det op med at forstyrre. Og SÅ kan vi gå tilbage til artiklen, der godt nok lige skal genindlæse, fordi man stoppede filmklippet. Men mere travlt har man jo ikke, og nu er den klar, på skærmen i ens hånd, som var man en magisk gud fra fremtiden! Godt nok en magisk gud fra fremtiden, der lige skal afvente endnu en genindlæsning, fordi der dukker en ny reklame op, til artiklens store overraskelse, men så er det bare at læse løs, og er man heldig, får man læst indledningen et par gange til, fordi man støder på nogle reklamer, der ikke vil åbne, hvilket får artiklen til at scrolle tilbage til toppen. Men man slipper for at sidde med sin papiravis og bladre som var man en ronkedor, og i tilgift får man noget helt nyt:
Alle artikel-overskrifterne er blevet til en form for quiz, hvor man skal klikke på dem, for at finde ud af hvad de handler om. Det holder os unge, Hans! Det giver os et helt nyt ordforråd.
”TV-Kändis”: En, du aldrig har hørt om. (Hvorimod TV-Kandis er et band, du alt for ofte har hørt om).
”TV-Stjerne”: En, du fjernt kan huske en gang at have hørt om, eller kender fra lignende artikler.
”Raser”: Nogen har udtrykt en mild uenighed med et eller andet.
”Du gætter aldrig hvad der skete”: Der skete meget lidt.
”Breaking”: Det, du så på TV2-News hele dagen i går.
”Politiet massivt til stede”: Mindst en betjent er dukket op et sted, men så sandt som det er skrevet, ALDRIG en hul betjent.
”Lang kø på motorvej”: Der er en motorvej, der er en kø på den, og den er lang.
Men se på de lyse sider: Det er blevet meget hurtigere at læse avis på den måde, og så har man jo tid til overs, hvis man gerne vil se nogle af de TV-klip, der bliver ved med at poppe op. Og dem skal man HELLER ikke bladre i. Succes!
Kærlig hilsen Dorset.