Kære Bundsgaard
For nylig læste jeg en artikel i ”Illustreret Videnskab” – du ved, bladet for ham, der aktivt har besluttet sig for at være en belastende bordherre, der altid kan lægge en dæmper på en ellers opløftet stemning med lange referater fra bladet, som kun han er interesseret i.
Men NU skal du bare høre, hvad det var, jeg læste: Åbenbart er man ved at sende et større hold køretøjer til Mars, der skal trille omkring og tjekke forholdene deroppe. Sådan lidt ”Google Earth”-agtigt, bare med Mars. Der er én deroppe nu, men fem mere på vej, fra vekslende agenturer.
”Men hvem skal køre dem”, spørger du så? ”Hvad er fartgrænserne på Mars, og kræver det en form for intergalaktisk kørekort?” Nej, for det er det smarte ved det: De dér køretøjer, eller ”Rovers”, som de kalder dem, fordi det lyder fiksere, er fjernstyrede her fra jorden! Man kan sidde i sin bekvemme stol og bare dirigere dem omkring på Mars og samle de ting ind, man skal bruge.
Jeg læste artiklen, Bundsgaard, og tænkte at det da var en glimrende idé, men jeg indså også instinktivt, hvor forskerne havde fået idéen fra. Fra supermarkeder!
Der er nemlig gennem dette årtusind opstået en træls fjernstyringstendens, som især kan ses i indkøbssituationer.
Man kan især se tendensen udfolde sig foran køleskabet med mælk, hvor foroverbøjede mænd ringer hjem og må tilstå, de ikke var i stand til at skaffe en økologisk minimælk, og derfor må tage mobilen i brug, for at høre om de så skal vælge enten en økologisk letmælk eller en konventionel minimælk, eller om der eventuelt er opstået et andet mælkeønske. Man kan konstatere at de mænd ikke har en magtposition i deres parforhold, der tillader dem at træffe beslutninger om produkter i så høj en prisklasse.
Det er muligt, de geniale Mars-forskere allerede fik idéen, da de så en mand stå skamfuldt sammenbøjet, foran en tom hylde minimælk, men jeg tænker, det sandsynligvis var smartphonen, der gav dem den endelige tro på, det kunne lade sig gøre: I går stod vi i kø for at købe juletræ, og grunden til køen var en kvinde, der havde sin veninde med på telefonen som ”second oppinion”. Så hun facetimede de forskellige træer tilbage til focusgruppen, mens vi andre ventede utålmodigt.
Men jeg kunne ikke blive sur på hende, for hun var jo bare en jordisk ”Mars-Rover”. Den første rover, der er kommet derop i 2012, har kørt 23 km i alt. Tænk, hvor lang tid, det ville tage at vælge et juletræ fra Mars! Især fordi der er 5 minutters forsinkelse på hver besked frem og tilbage.
Men helt ærligt – uanset hvor mange komplekse maskiner, vi bliver i stand til at sende ud i rummet, og på en god dag også retur, så taber jeg lidt troen på menneskeheden, når jeg ser, hvor lidt tiltro, folk har til deres egen beslutningsevne.
Nu skal jeg ikke tage ordet tøffelhelt i min mund, for jeg snakker ikke med, mens jeg skriver, men når jeg ser mænd blive fjernbetjent rundt i Føtex, for at foretage præcis de indkøb, Fruen har beordret, så har jeg svært ved at finde en bedre betegnelse. Og jeg gider i hvert fald ikke høre mere snak om at kvinder er undertrykt, så længe der findes mænd, der ikke engang tør komme hjem med et alternativt mælkeprodukt, han anskaffede på eget initiativ.
Måske er det derfor, der er hele fem nye ”Rovere” på vej til Mars: Fordi deroppe må man tage, hvad man kan finde, og der bliver ingen bebrejdelser på hjemmefronten, hvis det ikke er økologisk.
Kærlig hilsen Dorset.