Kære Bundsgaard.

Jeg er synsk! Jeg er en seer! Jeg har opnået nostradamusagtig indsigt!
Jeg vågnede i morges og havde en åbenbaring. Det føles i hvert fald som en åbenbaring. SÅ enkelt, og så genialt:
Hvad hvis nu – HELT skørt – at cyklister cykler på cykelstien og så fodgængere til gengæld fodgår på fortovet? Ja, jeg ved godt, man lige skal sunde sig efter sådan en mental åbenbaring. Hvor crazy kan det blive!
Man kan have mange grunde til at cykle på fortovet og til at gå på cykelstien, men de er alle sammen forkerte. Og det siger jeg, fordi jeg lige har mistet 48 sekunder!

Jeg kom cyklende, på min cykel (en ofte set kombination) og så gik der pludselig en mand ude på cykelstien. Han kan have haft alt fra middelgode til elendige grunde, men for mig så det mest ud til at hans eneste mulige undskyldning måtte være, han lige var undsluppet en form for forsorgshjem.

Men jeg hverken råbte, ringede eller rømmede mig af ham, så jeg endte bare med at måtte trille bag ved ham i gangtempo, og så holde stille da lyset blev rødt, for han flyttede sig ikke.
Og da jeg holdt der, sagde lyssignalet ”48 sekunder”, til der igen blev grønt. Det er altså 48 sekunder, en tumpe har stjålet fra mig! 48 sekunder, jeg kunne have spildt på noget andet! 

Nogle ville måske her kalde mig et gammelsurt brokhoved, langtidsmarineret i egen galde.

Det er jo den lettilgængelige bortforklaring, der ofte slynges ud som en magisk besværgelse, der flytter skyld fra gerningsmand til offer. ”Culpa Reversa”, ville Harry Potter vel råbe, hvis den besværgelse var en af dem, han kunne.

Hele idéen om at man kan være SÅ hævet over reglerne, at fejlen faktisk ligger hos dem, der vover at påtale at man overtræder dem, er soleklar egoisme, elegant kogt ind til en fond af selvfedme. ”Culpa Reversa” nært beslægtet med afværge-magi som ”Har du ikke andet at gå op i” eller ”hvad med nogle fuldkommen fremmede, der gør noget helt andet forkert”, men meget mere effektiv, fordi dens trolddomskraft er forstærket af årtiers krav om for enhver pris at være POSITIV, og det er altså meget mere positivt at vade rundt ude på vejen, springe over i køen eller smide sit brugte mundbind, lige hvor man lyster, end det er at påpege at det stjæler andre menneskers tid, i op til så voldsomme tidsrum som 48 sekunder.

Jeg er med på, der er større problemer i verden, end fummelgængere og henkastede mundbind, for eksempel en global pandemi, men en af grundene til, vi klarer Coronaen så fint, er jo at flertallet af danskerne – visse influensere undtaget – gør som vi får besked på.

At vi indforstået kan grine af den lidt hinkende logik i påbuddene og de lettere omskiftelige retningslinjer, men ikke desto mindre gør, hvad vi får besked på, fordi det at overholde reglerne er vores kontingent til klubben Danmark.

Det sammenhold, vi ser i Coronakrisen, bortset fra enkelte grødbønders nedsmeltning, hviler på at vi gør som vi får besked på, fordi vi ved at det gør de andre nok også. Vi er nødt til at overholde de små regler, også når de er irriterende, fordi det er vores sikkerhed for at samfundet ikke bryder sammen.

Hver gang, man siger ”pyt” til en regel, giver man andre følelsen af at så kan de også pytte, og så får vi et væld af små pytter, der samler sig til en flodbølge, der smadrer vores tillidssamfund. Så dagligdags brok er vores eneste værn mod katastrofen. Vi småsure damer og herrer er hverdagens helte!

Det var den anden vision, jeg fik. Så måske var de 48 sekunder ikke helt spildt.

KH Dorset.