Kære Bundsgaard

Jeg kommer aldrig til at savne ”gamle dage”, sådan for alvor. Jo, at opleve mine yndlingsting for første gang, muligvis, men det kommer jeg vel til, når hukommelsen svigter.

Men fremskridtet har da været rart at have, her i Coronakrisen. Når man tænker på alt det fjernsyn, jeg har set, så ville jeg da have fået seneskedehindebetændelse, hvis vi havde mit barndoms fjernsyn.

Det med den fine kasse, hvor man først skulle trække et træforhæng væk, for at få skærmen frem. Det var et meget 70’er-agtigt tv: Forklædt, så ingen kunne opdage, der var tale om et redskab for udbredelsen af en så vulgær form for underholdning.

Det led en krank skæbne, dette palisanderbesatte underholdningstempel: Mæt af dage efter mange, travle år med Ingrid & Lillebror, TV-Avisen, Næste uges tv (Med Bent Bertramsen) og alle de andre fine monopolting, udviklede fjernsynet et zen-lignende behov for en langsom start: Man skulle vente et minut eller to, mens billedet gik fra en lille prik i midten af skærmen, over nogle streger på kryds og tværs, til (omsider) fuldt program.
Eller DR-prøvebillede, som det jo var over halvdelen af døgnet dengang.  

Så lige fra min barndom har jeg været vant til at det tog lidt tid, før man kunne nyde tjekkiske dukkefilm, finsk TV-dramatik eller (i de senere år) noget, man rent faktisk gad se, og det er jeg da lykkelig for i dag, for her på toppen af den teknologiske udvikling skal jeg da lige love for, der kun mangler en palisanderlåge foran fladskærmen, før min barndom var genskabt.

Bevares, på de gode dage opfatter jeg mig selv som en udøver af lav-level magi!
Jeg fisker min iPad frem, jeg placerer en fumlende finger på et udvalgt ikon, vælger hvad jeg vil se, og finder så med vekslende fingersnilde et lille skærmikon, der på magisk vis tænder mit tv.

Jeg FATTER simpelthen ikke, hvordan det kan lade sig gøre.
Og det er netop problemet, når det ikke virker. I en ideel verden, havde jeg lynhurtigt kunne analysere mig frem til, hvor i processen fejlen lå, men jeg er jo 100% hulemand!

Så når den film, jeg vil se, vælger IKKE at dukke op på mit tv, eller slet ikke starte på min iPad, så har jeg absolut ingen idé om hvordan jeg løser problemet. Eller, det havde jeg ikke, men man lærer jo hen ad vejen:
For det første har årtiers IT-support banket fast i mit baghoved, det kunne være en god idé, hvis jeg ”prøvede at genstarte”, så jeg genstarter en halv Fona-forretning: iPad, TV, router, Chromecast og ikke mindst min tålmodighed. Det tog i starten noget længere end barndommens tv, selv på dets dårligste dage, men jeg har lært at fejlen typisk enten er hos router eller fjernsyn.
Genierne hos Sony, der har skabt mit tv har nemlig valgt, man ikke kan få opdateringer. Heller ikke selvom man aktivt går ind kigger efter dem, eller vælger at skidtet bare per automatik skal downloade dem. Nej, man skal tænde tv’et, trækker strømstikket ud og stikke det ind igen. SÅ opdaterer det. Routeren er smartere. Den har en knap i bunden, ingen fortæller folk om (jo, manualen, men hvilke psykopater læser den?!?) som medfører en såkaldt HÅRD genstart.

Og gør jeg begge dele, er jeg stort set sikker på at få lov at se en form for fjernsyn, på mit fjernsyn.

Og hvad er det så, jeg kan se?
Joh, primært de stationer, jeg har valgt at betale for, men lad os snakke om hvad tingene koster en anden gang:
Jeg skriver alt det her, fordi jeg synes TV-stationerne er ved at kopiere hvad DR foretog sig i monopolets døende dage. Bare med omvendt fortegn.

Dengang, vi havde én kanal, var den i hænderne på folk, med stærke holdninger til opdragelse:
Sjovhed skulle begrænses til et minimum, sport var underlødigt og torsdag aften klokken 20:00, sad en teolog og talte om tro og tvivl i programmet ”Eksistens”, mens folk, der ikke havde hele ugen til at pille sig i navlen, måske bare ville have set en film?

Det var sgu da derfor, vi så ”Næste uges tv”! Det var ren vantro: Kommer der virkelig intet, der er ren underholdning? Næh, der var måske TO film, på en god uge, og så en enkelt politi-serie.
Resten af underholdningen var uendelige TV-dramaer, hvor Ulla Henningsen og Torben Jensen havde et ikke specielt velfungerende par- og/eller utroskabs-forhold.

DR ville for enhver pris gøre seerne klogere og forhindre dem i at dykke ned i fordummende underholdning, så da TV2 startede, sprang folk derover, som forlod de en brændende bygning ombord på Titanic.

Nu er DR bare en del af et mediebillede, der ikke bare omfatter et væld af TV-kanaler, men også streamingtjenester, youtube, podcasts, private udbud og den her blog!
Og DR er meget moderne, og indenfor TV betyder ”moderne” at alle mennesker skal forstå alle programmer: Se et afsnit af et hvilket som helst underholdningsprogram, og de opsummerer som led vi af den vildeste demens: ”Velkommen tilbage fra pausen. Linette og Palle kæmper med en dårlig økonomi…” Ja, efter 39 sæsoner af ”Luksusfælden”, så havde vi gættet på, vi fiskede i den laksefarm.

Man opdaterer os seere, som var vi mit tv, der skal have trukket stikket ud engang imellem, og selvom der er små undtagelser, så har DR valgt at gå tåbevejen, hvor alting bliver skåret ud i masonit, så ingen bliver skræmt væk fra programmet.

Men de bliver jo heller ikke lokket til!
I dag kan alle vælge at se, præcis hvad de føler for, og finde lige deres ting i én eller anden krog af internettet, så hvorfor tror tv-programmer, de absolut skal tale til alle.

Hvorfor forklarer ”Vild med Dans” hvordan danseriet skal foregå efter 109 sæsoner? Og hvorfor har TV2 ikke lavet ”Vild med rollespil”, ”Vild med shelter”, ”Vild med blåskimmelost” når alle kan se, vi deler os mere og mere efter interesse? Ja, det er da fedt hvis en million sidder og ser det samme, men produktionen af TV er blevet sindssygt billigt i forhold til da Otto Leisner styrede begivenhederne.

Tænk hvis DR havde vendt deres tidslinie om? Så de i 70’erne og 80’erne havde lavet populært, folkelig underholdning, UDEN der sad journalister med på møderne til at sige ”men det skal vel handle om ugens aktuelle begivenheder!?” Og så i dag satsede på ultrasmalle formater, ikke kun til de coole børn i klassen?
SÅ ville jeg savne gamle dage! Og et seriøst program om blåskimmelost!
Kærlig hilsen Dorset.