Kære Bundsgaard

Der er ufatteligt mange ting, jeg ikke forstår. Så mange at forelå de i listeform, ville jeg ikke kunne nå at læse mig igennem dem, selv hvis der skulle opstå en ny Corona-nedlukning. (Med mindre, listen blev filmet og lagt på Netflix med Jason Statham i hovedrollen, for så ville jeg sandsynligvis finde tiden til det, men ellers…)

Bare indenfor naturvidenskaben er det nærmest umuligt at finde huller i min uvidenhed, jeg kan ikke kende forskel på en måge og et dørslag, og matematisk er jeg stået af, et sted mellem de dér divideringer og den lille tabel, og hvis nogen forsøger at forklare mig matematikkens gåder, flygter jeg straks ud af døren, under påskud af at have set en fugl. Eller et dørslag.

Heldigvis (og sig det ikke til skolebørn) bliver man som voksen relativt sjældent konfronteret med krav om den slags kundskaber, så når jeg i dagligdagen må erkende, jeg ikke forstår ting, hører de oftere til i kategorien ”tilbagevendende idioti” end i det periodiske system.

Og en ting, jeg på nærmest daglig basis bliver mindet om, jeg ikke fatter, er folk, der cykler på fortovet. Ja, både helt generelt, men i særdeleshed folk, der cykler på fortovet – i færdselsretningen!

Altså joller afsted, så ejere af børn, hunde og folkepensionister må flå disse til side, hvis de ikke skal have mere eller mindre livsvigtige legemsdele ind i hjulene, og har valgt at gøre det max 120 cm fra en dertil indrettet cykelsti. Det er dumhed i en grad, der ikke kan forklares, og at kalde folk, der gør det for retarderede, er en hån mod de psykisk udviklingshæmmede.

Tvært imod er det filosofisk imponerende at man kan føle, man spiller hovedrollen også i andre menneskers liv, i så høj grad at man foretrækker at bringe deres helbred i fare, frem for at ofre det par sekunder, det tager at stå af sin cykel, når man via cykelstien er kommet frem til der, hvor man skal være.

Det er ikke bare hensynsløsheden, der gør det så stupidt. Det er unødvendigheden af handlingen.

Og nu tænker du sikkert det samme, som disse dårligt cyklende åndsamøber altid hvæser, hvis man vover at venligt pege dem i retning af cykelstien: Om jeg ”ikke har andet at gå op i”, og til det må jeg bare svare, at de naturligt tiltrækker min opmærksomhed når de udfører et så imponerende slangemenneskenummer i det offentlige rum: At de på én gang kan have hovedet så langt oppe i røven, og samtidig være i stand til at stirre på deres telefon.

Det er sært at selv i de her år, hvor alt har fået et ord, der hedder noget med ”shaming” eller ”blaming”, bliver det stadig betragtet som latterligt, hvis man forsøger at opretholde de regler, der blandt andet skal sørge for at også de svagere trafikanter kan komme uskadt hjem, mens den cyklist, der slingrende mobilplaprer sig ud og ind imellem dem, i sit eget tomme hoved er en form for frihedshelt, der har rationaliseret andre menneskers sikkerhed ud af sit travle liv.

Som beboer af en stuelejlighed vil jeg udlicitere definitionen af det livssyn til en ung kvinde, der gik (dog ikke cyklede) forbi mit åbne vindue for en times tid siden og med stålfast forurettethed sagde i sin mobiltelefon: ”Jeg er ligeglad med hvad de siger. Jeg SKAL bare have den taske”.

Kærlig hilsen Dorset.