Kære Bundsgaard.
I betragtning af at vi sidder midt i en global pandemi, så går det da meget godt.
Jeg havde sat mig for at bruge karantænen på at få læst nogle bøger, og har samlet en hel stak af ulæste storværker fra reolen, og dem bruger jeg nu som underlag for min iPad, når jeg bruger de daglige timer på diverse tåbelige spil.
Og jeg har absolut ingen undskyldninger for min manglende læseiver. Jeg kan ikke se en pligt i miles omkreds, og selv min hund er begyndt med rolig og myndig røst at fortælle mig, vi altså ikke behøver bruge SÅ mange daglige timer på gåture. (Eller også har jeg været så længe alene at jeg er begyndt at hallucinere en smule).
Ikke at jeg er ensom! Slet ikke. Jeg har bare nærstuderet denne Corona-virus og lært at den har absolut størst smitterisiko i forbindelse med aktiviteter som lektiehjælp, undervisning og generel udøvelsen af amatørpædagogik, og den fare vil jeg bare ikke udsætte mine papbørn for!
Så jeg besøger dem som regel først efter min kæreste, oveni sit fuldtidsjob, har håndteret deres hjemmeundervisning.
Jeg har nemlig den klare papfarfilosofi at det er mest fair, hvis jeg kun står for de sjove og hyggelige ting. For mig, altså.
En enkelt gang blev jeg dog snydt, fordi yngstebarnet sad så afslappet med sin computer, men det viste sig at hun var i allerhøjeste smitterisiko, ja nærmest livsfare! Hun sad nemlig og lavede lektier – online. Det kan man åbenbart godt i dag!
Var barnet så i gang med noget, jeg kunne forholde mig til? Som historie, for eksempel? Så kunne min aldring til en afveksling have fungeret som en fordel, eftersom jeg har oplevet store dele af Kongerækken på egen krop og stadig har splinter i fingrene efter Slaget på Reden.
Men nej, det var selvfølgelig matematik, barnet tumlede med. Endda brøker, som jeg aldrig rigtig har forstået funktionen af. Der er noget ufatteligt uambitiøst i at bruge så mange mentale kræfter på at have mindre end en hel lagkage. Så lav dog en mere, menneske! Jeg skal da ikke sidde og fedte med dit halvspiste bagværk.
Men det skulle jeg! Efter mindre end fem minutter hørte jeg mig selv – til min kærestes højlydte fnisen fra køkkenet – fremføre sætningen ”man ganger tæller med tæller og nævner med nævner” uden at ane, hvad det betød, endsige hvad der ville ske, når man gjorde det.
Og jeg havde kun lige taget hul på de pædagogiske udfordringer, for hvordan forklarer man en 12-årig at brøkregning er en essentiel viden, når man selv er bedøvende ligeglad med om en sjettedel, en trediedel og en halv tilsammen udgør mere eller mindre end en hel pizza.
Jeg fattede ikke en hat – jeg blev bare sulten. Sulten og fuld.
Altså fuld af respekt for skolelærere, der udenfor Coronakriser står med 28 poder, der i kor stiller samme spørgsmål, som jeg havde svært ved at besvare fra bare én af dem:
”Hvorfor skal jeg vide det dér?!”
Jeg kunne nemlig kun finde et formål med hele brøkøvelsen, og jeg er bange for at det var en erkendelse, barnet allerede havde gjort sig for længst, men hun regnede sig frem til at min kognitive kapacitet er præcis 32 64enstyvendedele. Eller som hun forkortede det til:
Hendes papfar er en halvhjerne.
Kærlig hilsen Dorset.