Kære Bundsgaard.

Som alle andre tænkende mennesker mærker jeg også presset fra den tiltagende klimabevidsthed. Der findes jo ikke en fornøjelse, som ikke kan tilføjes et “-skam”, og dermed gå fra yndlingsaktivitet til en af de dødssynder, der kan medføre udstødelse af klimakirken.

Det er jo kun et spørgsmål om tid (og sommervejr) før vi begynder at tale om softiceskam, radiobilsskam eller samlejeskam, hvis sidstnævnte altså enten har involveret et kondom eller risikoen for at sætte endnu et CO2-udledende menneske i verden.

Men personligt har jeg, tro mod min karakter, valgt den nemmeste løsning, og hjælper bare kloden ved at guffe løs af de lavthængende frugter.

Altså, jeg har endnu ikke flået fat i den maximalt fodslæbende frugt, der hedder ultraliberalisme, for det føles simpelthen for dumt at holde sig til den ene “forsker”, der tager sig fint betalt for at mene, der nok ikke er noget galt, bare fordi, det er dét resultat, alle de andre forskere kommer frem til. Og jeg køber simpelthen ikke klichéen om at “jordens temperatur har altid svinget op og ned, simpelthen”, for vi har kun haft én industrialisering i klodens historie, med mindre de dér dinosauere var noget fiksere på fingrene end man umiddelbart skulle regne med.

Og så er der da én ting, jeg ikke køber, og det er godt, for noget er vi jo nødt til at gøre. 

Her i januar har jeg kastet mig ud i en form for klodefrelsende nytårsforsæt, jeg virkelig venter mig meget af. Jeg tænkte, jeg havde tiden, udholdenheden og alderen til det, og jeg må sige, jeg rykker.

Du har jo hørt om “stop madspild”-kampagnen, og her i januar har jeg lavet min egen variant:
“Stop slikspild”. Jeg gennemgår simpelthen alle skuffer og skabe, både hos mig selv og kæresten og kværner samtlige søde og/eller salte sager, jeg kan få fingrene i. Altså helst noget, hvor posen er åben eller udløbsdatoen forlængst passeret. Jeg er ikke så sart, og hvem siger at chips skal være sprøde? Den slags er et spørgsmål om præferencer, som klimaet ikke har tid til at vente på, vi får afgjort. Og tit hugger jeg chipsene i mig så hurtigt at konsistensen faktisk kan være lige meget. Det samme med bolcher: Hvorfor spise dem i mange små, besværlige stykker, når de efter et par år forvandler sig til en praktisk, sammenhængende klump?

Det er en fantastisk måde at kombinere en sygelig sliksult med fin samvittighed på.

Jeg kan faktisk ikke anbefale den nok, og stiller meget gerne op næste år op som talsmand for “stop slikspild”-kampagnen – fed og mægtig. Faktisk vil jeg allerede nu gå i gang med at gøre klar til næste januar, så jeg vil gå ud at anskaffe en masse søde sager, der kan ligge og lagre, de næste 11 måneder. Hvem ved, måske har de noget, der allerede er næsten for gammelt, så jeg også kan stoppe slikspild henover sommeren. Vi ses i Aldy!

Kærlig hilsen Dorset.