Kære Bundsgaard.
Jeg kan huske, dengang de opfandt hjulet. Som alle andre realistiske og jordnære mennesker rystede jeg naturligvis på hovedet af denne dille, som jeg forudså hurtigt ville gå i sig selv igen, som ilden og de modsatrettede tommelfingre.
Hjulet holdt sig godt nok populært lidt længere end jeg først antog, men ungdommen har jo altid været uansvarlig og lad.
“Hvad skal vi med det pjank”, mumlede vi til hinanden, og skulede bebrejdende efter en af de unge fløse, der ikke gad BÆRE sin kvinde tilbage til hulen, efter han havde gokket hende bevidstløs, men absolut skulle køre hende på sin nye hjul-rulle-himstregims.
“Hvilke tider, hvilke skikke”, sukkede vi, mens skyggerne fra bålets flammer dansede på hulens vægge, og vi ventede på at nogen ville opfinde latin, så vi kunne sukke det på en lidt federe måde.
Javel, efter nogle år begyndte vi da så småt selv at bruge disse “hjul”, når de nu alligevel var der, og det blev svært at finde ordentlige bærere. Man må jo følge med tiden. Til sidst blev det nærmest helt en vane, og når vi sad omkring bålet og snakkede, så kom det måske lidt til at lyde som om, det nærmest var os, der havde opfundet det hjul. Den fra medierne så kendte Asger Bagklogmund forsøgte endda at tage patent på det, men fik meget dårlig service på patentkontoret, der påstod at hjulet havde været kendt i århundreder på det tidspunkt, men så skrev han en klumme om serviceniveauet nu om dage, og var glad igen.
Men der er jo det smarte ved udviklingen at den går i bølger, så holder man fast længe nok, skal der nok komme et århundrede, hvor man får ret, og jeg tror, vi er ved at være kommet derhen.
For i dag virker det som om, det stort set er umulig at flytte sig omkring, uden der skal være en form for hjul under ens fødder. Hvis man ikke får sin burgermad bragt ud, så tager man et elløbehjul hen til McDonalds. De dyre kalorier skulle nødig brændes for hurtigt af. Skulle man føle trang til at køre på skateboard, kan man heldigvis få et med motor, så man ikke skal slide sine fodsåler unødigt, og på indkøbsturen kan man trække sin kurv efter sig, så man ikke behøver give afkald på gode tilbud på Matadormiks i hektoliterbøtter.
Og rullekufferter er et andet godt eksempel på hvor skidt det går, og rent ud sagt en svøbe for samfundet. Ikke nok med at mine hunde springer op og bjæffer som besatte, hvis sådan en ruller forbi på fortovet en stille nattetime, men de repræsenterer også en konsekvensløshed, vi jeronimusser foragter, når vi sidder omkring bålet og grynter misbilligende.
Ja, man vil gerne rejse, men man skal ikke mangle noget af det, man har derhjemme, og ja, man synes en kuffert ser mere elegant ud end en rygsæk, men man er ikke i stand til at slæbe den.
Så hellere være fortovets skræk med sine larmende hjulkufferter, og fylde op i den kollektive transport, med dragkistestore helårsoppakninger, man ikke ville have kunnet slæbe uden de skide hjul, og som de færreste transportmidler er bygget til at rumme, med containerskibe som en mulig undtagelse.
Åh, hvor vi nyder at få ret her rundt om bålet, godt nok nogle årtusinder for sent. “Måske behøvede folk ikke at blive fragtet rundt på hjul hele tiden, hvis de brugte mindre tid på deres skærm-tele-apparater”, siger vi og høster anerkendende nik raden rundt.
Det er selvfølgelig ærgerligt at hjulet blev så langvarig en dille, og at vi på den måde tog en smule fejl, men vi har vigtigere ting at tage os til: Kommunen mener ikke, vi må brænde bål i vores lejligheder, men det har vi altid gjort, og hvis vi ikke får lov til at fortsætte, så skriver Asger en klumme til Berlingske om overflødigt bureakrati og offentlige papirnussere, og hvem griner så?! Ja, ikke læserne, i hvert fald.
Kærlig hilsen Dorset.