Kære Bundsgaard.

Jeg håber, du holder den galdegrønne brokkefane højt, også her i december, hvor jubelglade juleelskere ellers dikterer kærlighed og fællesskab og hygge og andre bitterhedshæmmende aktiviteter. Jeg synes ærlig talt, vi efterhånden kommer hinanden alt for meget ved, på en udansk måde!

Det Danmark, jeg kender, er ikke et hvor folk hilser ventligt og uopfordret på hinanden. Man betragter fremmede mennesker, javel, men mest for at kunne notere sig, hvis de gør noget tåbeligt, der afslører at de ikke kender de hemmelige og uskrevne regler, vi selv har digtet.

Såsom at man ikke siger noget, hvis folk er besværlige eller uhøflige i det offentlige rum. Man observerer, og venter til man kommer hjem til sin mand eller. kæreste, med at fortælle hvad man tænkte om dén adfærd! Det er en af de største sociale brølere i vores smukke nations virkelige kampzoner – supermarkederne. Hvis en eller anden grødbonde overfuser den 17-årige bag kasseapparatet, eftersom han (altså grødbonden) har misforstået et tilbud, fordi hans to fungerende hjerneceller deler hans rungende hjernekasse på en time-share ordning, så griber man da ikke ind. Det ville jo kræve, man satte noget på spil, og pludselig selv kunne blive mål for spyttyfonen. Og værst af alt: Man ville risikere at man ikke 100% kunne referere, hvordan situationen havde udspillet sig! Og hvis de stakkels mennesker bag kassen – en af de få grupper, vi stadig opfatter det som legalt at læsse af på – virkelig vil have os til at gribe ind, så må de jo lægge papir og kuglepenne, så vi kan hænge en seddel op: Den mest danske af alle kommunikationsformer:
“Ikke for noget, men at skændes med kassedamen forlænger ventetiden for os andre i køen”, ville der så stå på ryggen af råbemandens jakke, når han tog den af efter indkøbsturen.

Den danske reaktion er stille suk, himmelvendte øjne og andre misbilligende trækninger, ingen kan bruge til noget som helst, mindst af alt det stakkels menneske bag kassen. Han eller hun må vente til der bliver opfundet en “utilfredshedsforstærker”, der kan opfange de små og yderst danske tegn på modvilje, og samle dem til en stråle, der når mange nok havde gryntet, himlet og sukket, ville skubbe grødbonden hovedkuls ud af supermarkedet og hen i nærmeste vandpyt. Dén forstærker vil jeg håbe, nogle videnskabsfolk straks går i gang med at konstruere.
Så ville jeg også vide, hvad jeg skulle ønske mig til jul.

Kærlig hilsen Dorset.