Kære Bundsgaard.
Så har jeg lige spist mit første stykke tyggegummi i en uge. Ja, man behøver ikke rejse til fjerne græsmarker for at høste eksotiske oplevelser. Det var sådan et Stimorol Max med spearmint-smag.

Men hvorfor for første gang i en uge? Jamen jeg havde bøvlet lidt med en tand, der gjorde lidt ondt, når jeg prøvede at tygge med den, hvilket jeg ellers hidtil har betragtet som en af tænders spidskompetencer. 

Så jeg måtte en tur til min tandlæge, og det besøg blev en kæmpe-skuffelse, rent brokmæssigt!

Hun røntgen-fotograferede min tand, der viste sig at være revnet, udborede en plombe, bedøvede mig, fjernede en halv tand, opbyggede en ny (og bedre) halvdel, rettede til og sendte mig afsted igen på en halv time, fuldkommen smertefrit. Faktisk også økonomisk, for som hun sagde “så kan vi jo se om et halvt år om den får brug for en krone”. Min tandlæge er en af den herlige type, der ikke tager dentale sorger på forskud.

Så alt i alt var besøget en kæmpe succes, som jeg fejrede med spearmint.

Eneste bitre bismag, udover de kemikalier, jeg fik i munden, var at de viste mig den sørgelige, lille gnalling, der indtil 30 minutter tidligere havde udgjort halvparten af en trofast kindtand. Først røg blindtarmen, så mandlerne og nu er mine tænder så begyndt at stikke af. Det er sandt, hvad de siger: “Det er de små ting”. 

Men når man rammer en brokmæssig blindgyde, så må man søge i sikker havn næste gang, så nu er jeg ude at se med DSB. Eller som deres slogan lyder for tiden: “Du kan køre med os”.

Hver gang jeg hører det slogan, savner jeg det “hvis”, der så tydeligvis burde have været der. 

Som i “hvis du ikke har travlt” eller “hvis du elsker uforklarlige pauser”.

På den her tur har vi holdt rigtig meget stille. For eksempel 20 minutter i Odense, og vi trillede gennem det meste af Midtsjælland i et tempo, så vi på et tidspunkt blev overhalet af en sommerfugl.
Men forklaringen udeblev, måske fordi personalet har kæmpet noget med højtalersystemet. Og til faste DSB-brugere skal jeg understrege: Mere end normalt!
Den faste procedure er nemlig at man for hvert “ægte” højtalerudkald lige tager et par tilløb, hvor man bare afspiller DSBs festlige Niels Viggo Bentzon-jingle, efterfuldt af en livsalig tavshed. Sådan et særligt statsbanetilbud med tre jingler for éns pris. Det tilbud har de godt nok hævet her i dag! Ikke bare på den gode, gamle måde, hvor man først får den lange smøre om hvad de har tænkt sig at gøre i Fredericia fra personalet, og SÅ af en forudindspillet automatstemme. Næh, hele den første time kørte de jingle, efterfulgt af en noget befippet kvindestemme, der kvækkede “hallo” et par gange, og så gav op et lille minuts tid, inden vi tog en ny runde med Niels Viggo og Hallo.

Efter ca 250 runder fik de lidt mere styr på det,  og siden har de været helt utroligt snakkesaglige, af ren lettelse. Jeg skal ikke trætte dig med alle eksemplerne, men de har lige undskyldt for at der var gået en sikring i vogn 81, så der ikke var strøm i den venstre side.

Jeg ved godt, det er lidt gratis at brokke sig over DSB, for de har ikke mange forsvarere. Jeg synes bare at det er rent ud sagt rå-irriterende at blive afbrudt i sit arbejde (eller vegetative sommertanketomhed, mere præcist) sådan en gang i minuttet, så egentlig ville jeg beklage mig over at de ikke kan fortælle alle de ting på en mindre larmende måde, sådan her i 2019.

Men så gik det op for mig at det kan de stakkels mennesker ikke, for de hænger på IC3-togene, og de er efterhånden antikke. De ville i hvert fald være det, hvis de var biler.
Så jeg vil holde op med at brokke mig og i stedet hylde disse helt utroligt sejlivede stykker mekanik, og deres skabere fra Scandia i Randers. Togene overlevede faktisk fabrikanten, hvilket siger noget om holdbarheden. 

Hvis det nogensinde lykkes at erstatte dem med nye tog, vil jeg savne IC3 som jeg savner min halve kindtand: Den fungerede måske ikke så godt til sidst, men jeg har nydt godt af den det meste af mit liv.  
Kærlig hilsen Dorset.