Kære Dorset
Egentlig ville jeg skrotte dette indlæg. Det er klamt og selvudleverende; men en søgning på nettet giver mere end 61.000 hits, når jeg skriver ”skide i havet.” Og jeg har jo ligesom brugt det meste af en time på at skrive kladden. Og jeg er lidt Jyde. Og Jyder smider ikke ud. Og man kan efterhånden ikke mose sig gennem en dagligvarebutik, uden ”Bekæmp Madspild!” dukker op.
”Bekæmp blogindlæg-spild” siger jeg bare.
Så her er ordene, der for alvor kan fastholde mig i arbejdsløshed og sende mig ud til Udkantsdanmark: Lars Tyndskids Marker.
Stram ballerne og læs:
Jeg vågner – det i sig selv er vel positivt nok, vil de fleste vel tænke, hvis det ikke lige var fordi, jeg allerede inden udstigning fra sengen kunne mærke, at den der forloren skildpadde tirsdag aften ikke havde været en ubetinget succes. Jeg må SÅ meget på toilettet, og vi taler total tyndzkid – som det hedder på godt gammelt Gdansk. Et afsindigt brug at 4-dobbelt lags toiletpapir, som vil sætte mig på toppen af listen på de næste 4-500 klimakongresser. Nuvel.
Jeg passer hund – Uffe hedder han.
Den hund skal jo ud at gå og Marie-Anne i stueetagen fylder 55, så der skal luftes og købes dufte. En lille tur med hunden og så en cykeltur efter røde roser, og så er toilettet inden for rimelig rækkevidde igen.
Men på hundelufteturen bliver jeg både rationaliseringsexpert og sundhedsapostel på samme tid: Både Uffe og jeg trænger til at tabe os, så hvorfor ikke gå sammen op efter de roser?
En beslutning der viste sig at blive katastrofal.
Uffe taber sig hurtigt et par hundrede gram – hvis du forstår?
Men på vej op efter de der roser kan jeg godt mærke, at beslutningen er forkert; men jeg har passeret point of no return. Jeg køber roser og blomsterhandleren underholder mig med, at roser har godt af naturlig gødning – altså lort.
Javel.
På vej hjem kan jeg mærke, at der stadig er noget forlorent i mit tarmsystem.
Jeg må sætte tempoet i vejret. JEG går langsomt; men Uffe går langsommere og skal snuse og strinte. Jeg går med roser til 420,- i højre hånd, trækker en 17 kg hund med venstre og mit tarmsystem bobler og bruser som et kemilaboratorium. Højre arm begynder at sove, og det føles som om venstre trækker på et overdimensioneret drivanker.
NU bobler og regerer det i både tynd- og tyktarm og drivankeret har tilsyneladende fået bundfang. Jeg vender mig om, og der er en grund til, at Uffe ikke går mere. Han har nemlig besluttet sig for at tabe sig yderligere i form af aflevering af endnu en portion fast afføring.
Jeg ved ikke, om det er afbrydelsen, detat jeg ser et firbenet væsen, der skider på det hele eller om det limbiske nervesystem bliver sat ud af spillet og det autonome bare tager over; men det som føles som i omegnen af en halv liter halvt fordøjet forloren skildpadde vil ud – og padden harbestemt sig. Jeg er magtesløs. Lort og lagkage (minus lagkage).
Jeg sniger mig hjem langs husmurene. Det er VILDT pinligt det her. Det nedlagte pissoir på Enghave Plads duftede af rosenvand i forhold til mine bukser i dette øjeblik. Tæt på Fiskedamsgade finder jeg en gammel presenning i en ladcykel, og gør mig selv til tyv, fordi jeg vikler mig min første sarong. Jeg nærmer mig min bopæl, og jeg er rystende nervøs for at møde en nabo, for min presenningsarong slører jo kun for øjnene.
Heldigvis møder jeg ikke nogen.
Jeg låser mig ind og går direkte i bad – med alt tøj på.
Det underlige er, at jeg i mit 53 korte liv aldrig har været til Roskilde Festival; men nu føles det pludselig som om, jeg har. Altså lige bortset fra det med musikken. Men pyt. Jeg er jo alligevel næsten døv.
Kærligst
Bundsgaard