Kære Bundsgaard.

Jeg ved ikke om det er særlig dansk at have en flad læringskurve. Man kunne udvikle en teori om at de nationale kurver matchede nationens topografi, men det ville være fuldkommen idiotisk, for jeg har opdaget, det nok mest er mig.

Og det bliver ikke bedre med alderen, tvært imod. Man kan argumentere for at det er meget naturligt at man føler sig dummere og dummere, for med alderen bliver der forhåbentlig flere og flere ting, man “egentlig godt vidste”, men havde mast ud af hukommelsen til fordel for tv-serie-bipersoner og sportsresultater.

Hvis man scannede min hukommelse, ville langt den meste af dens miserable indhold nok falde i kategorien “ting, jeg husker brudstykkere af”, eller dens nære slægtning “det er vist noget med”, der er fuld af henfaldne oplysninger, man tilmed tit blander sammen, så der opstår en forrygende cocktail af lige dele kimærkilder, gætterier og rendyrket gammelmandsvrøvl. 

Men det, der for alvor undrer mig, er at jeg ikke bliver tilsvarende bedre på det sociale, ligesom så mange andre aldrende. Eller værre, om man vil, for det slår mig som en af de få fordele ved at blive ældre at man lærer at sige fra, overfor stort set alt, helt uden hensyn til sociale konventioner og almindelig høflighed. 

Jeg synes også, lykkeligt ubeskeden, at det er jeg blevet bedre til, men forleden fejlede jeg noget så ynkeligt.

Det var også overfor min kære mor, og så er det er jo til mit forsvar lidt vanskeligere. Hun kom på besøg og sød som hun er, havde hun medbragt bagværk. I dette tilfælde noget ved navn “Kløbenboller”.  

Det er en opfindelse gjort inde i Sundhedsstyrelsen, hvor man i et forsøg på at give alle borgere akut modvilje mod hvidt brød, har mast ikke bare rosiner, men også de zombierosiner, der kendes som “sukat” ind i bollerne. Og da jeg så sad og spiste mit bagværk, stadig lun fra lavastrømmene under Mount Doom, spurgte min mor helt uskyldigt, om jeg kunne lide sukat. Og på grund af min ellers hensygnende høflighed svarede jeg straks “ja da”.  

Og det er ikke bare tegn på en flad læringskurve. Det er en læringskurve, man kunne bruge til alpint styrtløb, bortset fra at kun skiløbere med akutte dødsønsker, ville kaste sig ud på den. 

For efter 48 år burde jeg forlængst havde kendt konsekvenserne af min Kløben-ros: Fremover vil jeg ikke kunne besøge min mor, uden der ville være indkøbt mindst et kilo sukat, jeg forventedes af suge i mig med velbehag. Det kunne endda være, hun ville sprede rygtet op mod jul, så “manden der har alt” ville få alt fra sukatboller over rå-sukat til sukatlavnings-kurser ud af pakkerne fra familien. Så bare for en sikkerheds skyld og for at knække læringskurven lidt i den rigtige retning:
Kære mor: Jeg elsker dig, hader sukat. Det er aldeles uegnet til menneskeføde, og må være blevet tabt ned i dejblanderen af en bager, der var så stædig at han nægtede at erkende sin fejl, og bare stædigt hældte i sine produkter fra den dag frem. Mig narrer de ikke … igen.

Kærlig hilsen Dorset.