Kære Dorset

Som du ved, har jeg gået på kursus de sidste 5 uger. Det betyder for mit vedkommende minimum 4 busser om dagen. Det der hedder Kollektiv Trafik – men det bliver ved navnet. Det starter med noget linje 37, hvor der altid er siddeplads; men SÅ kommer linje 42 (på et eller andet tidspunkt – sjældent til tiden) fra Nørreport Station, og jeg siger på en propfyldt bus på Sølvtorvet. Jeg går med stok; men jeg har ikke en eneste gang i løbet af de 5 uger oplevet, at der er nogen, som tilbyder mig en siddeplads. Og selv en gravid dame måtte stå op i dag. Der er ingen kære (vordende) mor i bus 42. Det er hovedsagelig unge studerende, der har plantet deres rygsæk og røv i sæderne, og så laver de ellers ”strudsen”: Sidder og kikker hinanden dybt i telefonen og lader som om, de hverken har set skiltet ”Fortrinsvis: (skilt med) person med stok + person med barn” eller de virkelige mennesker, som opfylder kriteriet.

Man vænner sig til det, og det hjælper at stikke noget spidst i låret på sig selv for at flytte fokus. Bedst som jeg bare har affundet mig med, at enhver er sin egen telefon nærmest i bus 42, bliver jeg alligevel forbløffet. For i går da jeg skulle hjem, var der alligevel en passager, der overraskede mig.

Der er ikke så høj belægning på bus 42 på hjemvejen om eftermiddagen, så jeg nappede en plads (blandt de mange ledige) ved udgangsdøren. Efter et par stop besteg Skøre Conny på ca. 60 år på bussen.

”Du har sat dig det forkerte sted!” – sagde hun til mig.

”Øhhe…” – svarede jeg, mens jeg kikkede på min stok.

”Ja netop” – sagde Conny og fortsatte:

”Der er jo pladser, der er reserveret til netop folk som dig. Nu optager du jo en af de pladser, der er beregnet til os.”

”Well, jeg bliver siddende. Der er jo masser af ledige pladser.” – sagde jeg.

”SÅ LÆNGE DET VARER!!!” – hvæsede hun med tilføjelsen:

”Du er ikke så lidt fræk!”

”Det er muligt; men i morgen opfører jeg mig ordentlig igen. Du er sikkert stadig lige skør.”

 

Kærligst Bundsgaard