Kære Bundsgaard.

Jeg har en tilståelse: Jeg er blevet en af dem. Altså ikke en af DEM-dem, men dog dem. Jeg er begyndt at gå med hovedtelefoner i ørerne i det offentlige rum, men endnu ikke med gigantiske muffer mast ned over kraniet, der signalerer “det er yderst modstræbende og under protest at jeg bliver tvunget til at anerkende andre menneskers eksistens”.

Indtil videre har jeg fået sådan et par af de dér små trådløse nogle, der ser ud som om man har fået en plastik-kæp i øret, der desværre er smeltet. 

Det er den altså ikke. Den fungerer rigtig fint, og når jeg så lufter de dumme, små hunde (altså vores egne, ikke som bijob), kan jeg både høre trafikken og podcast og tilråb og radio og alt muligt, og det er herrerart, når man nu går ca to timer om dagen med de to tåbelige dyr. 

Det eneste, jeg ikke kan høre, er når folk taler til mig. Sådan i detaljer.
Og nogle gange er detaljer jo ikke helt ubetydelige. Jeg har i hvert fald lært at man bør reagere forskelligt på folks henvendelser, alt efter om de siger “ha’ en rigtig dejlig dag” eller om de siger “Jeg er blevet ramt af byldepest”. Siger man “i lige måde” til det sidste, kan man efter min erfaring godt komme til at lyde en anelse for glad.

Men jeg kan sagtens leve med at blive anset for en, der tager lidt let på byldepest. Jeg har det straks mere stramt med folk, der ikke helt har luret at den dér plastik-kæp betyder, mine ører er optagede. Det glider gradvist over i det surreelle, når man fumler med to hunde, et par vanter, en lukket lomme og en låst telefon, mens et fremmed menneskes mund lystigt udstøder uforståelige lyde. Forleden blev jeg stoppet på H.C. Ørstedsvej af en ældre dame, der helt uanfægtet af mine forsøg på at forklare situationen, motionerede sine kæbemuskler, i hele det minut der gik, før jeg kunne holde pause fra for P1. Det gik så op for mig at hun godt var klar over, hvilken gade, vi stod på. Hun ville bare gerne have mig til at forklare, hvordan hun kom fra nummer 35 til nummer 70. 

Det kunne jeg sådan set godt vise hende. Jeg var bare ikke helt sikker på, hvordan det pludselig var blevet mit job at forklare, hvordan de dér “tal” fungerer. 

Bortset fra mit freelancejob som Frederiksberg-guide, så skal jeg åbenbart også have job som matematik-tutor for ældre kvinder. For den allerhyppigste årsag til at jeg skal fumle med mobilen, er mødet med en helt speciel type hundeejerdamer, der ved synet af mine to fjottede kræ straks hiver deres eget til sig, og siger (når min fumlen er overstået) “er det hanner?!?”

Der må jeg så finde noget meget gammel skolelærdom frem, der siger at når jeg har to hunde med, og man endnu kun regner med at den slags dyr fordeler sig på to køn, er der omkring 75% risiko for at en af dem er en han. Så hvis den ældre dames skødehund forvandler sig til et frådende, fisende Frederiksberg-monster, ved synet af sådan en, så kan hun lige så godt bare holde den i kort snor, til vi er kommet forbi hinanden, og lade mig høre min podcast.

Eller også må jeg blive en af DEM-dem og forsyne mig med hovedtelefoner så store, de tydeligt signalerer, jeg går og nynner med på Orientering. Jeg ved ikke, hvad sådan nogle koster, men jeg gætter på, de er billigere end det gigantiske neonskilt, jeg ellers skulle ud at skaffe.

Kærlig hilsen Dorset.