Kære Bundsgaard.
Jeg drikker stort set aldrig kaffe. Det er jo en af de mest kontroversielle udmeldinger, man kan pruste ud over en gennemsnitlig dansk forsamling. Det er jo den fastslåede talemåde for at mødes og snakke. Måske fordi det rigtige lyder så voldsomt: ”Vi er nødt til at tale sammen”. Det får jo nærmest en klang af brud, kritik eller det endelige opgør. Så hellere kamuflere det bag indtaget af en form for koffeinholdig drik.
Af en eller anden grund, måske fordi vi er danskere, så følger der sjældent noget rigtig godt efter sætningen ”vi er nødt til at tale sammen”. Det er ellers en ret banal konstatering, eftersom menneskets evne til at kommunikere er den primære grund til at vi har underlagt os resten af planetens beboere, men det er bare ikke en indledning på en samtale, der særlig ofte følges op med noget a la ”…. For du gør det helt fantastisk, og du må ALDRIG ændre noget ved dig selv”.
Det kunne vi jo eventuelt begynde på. Gøre det det lidt mere uforudsigeligt, hvad det dækkede over, når man sagde ”vi er nødt til at tale sammen”, ved ind imellem at gøre det til en indledning på verdens vildeste buket verbale roser. Så kunne man også droppe kaffe-omskrivningen, og dens ubestemte fremtidsaftale. Hvem kan sige nej til nogen, der er NØDT til at tale med en, uanset om der bliver hældt noget i kopperne imens?
Da jeg var barn havde jeg på et tidspunkt en fodboldtræner, der var fuldkommen enig i min påstand om at kommunikation var nøglen til et succesfuldt menneskeligt samarbejde.
Han udtrykte det bare lidt mere enkelt, og som regel først når noget var gået galt. Hvis halvdelen af modstanderholdet for eksempel havde stået fuldkommen fri og nærmest havde kunnet nå at spille sten-saks-papir, hvem der skulle trille bolden i mål, så holdt han hænderne frem for sig, og klaskede ihærdigt baghånden af den ene ned i den anden, mens han brølede ”SNAKKE!”
Ikke mere, og havde jeg haft den høje alder, jeg har i dag, ville jeg nok ikke kunne ladet være med at påpege det ironiske i at efterspørge god kommunikation så kortfattet og relativt indforstået, men som en lille, bebrillet dreng med græs på knæene havde jeg bare ikke modet til at stille mig op foran en spytspyende voksen og sige ”Jeg har INGEN idé om hvad du mener med det dér!” Jeg er relativt sikker på at han i hvert fald ikke ville have budt mig på kaffe.
Kærlig hilsen Dorset.