Kære Dorset
Måske var det lige netop DET, jeg skulle ha’ gjort i går – altså bede expedienten smide kvitteringen ud, inden der blev trykket på den spændingsudløsende knap ”SUM” på kasseapparatet. Så havde jeg levet i ulykkelig uvidenhed. I stedet for sidder jeg nu med hamrende hjertebanken vel vidende, at jeg er blevet snydt hele to gange i går ifm. et (det jeg troede var et harmløst) indkøb af en liter skummetmælk i går.
Det hele starter med, at jeg har indset, at jeg må tage konsekvensen af, at alt efterhånden skrives med småt. Ikke bare fodnoter i forsikringspolicer og kontrakter; men også brugsanvisninger og varedeklarationer osv. Og med tiden har jeg kørt skriftstørrelsen op til max. på telefonen og alligevel får jeg skrevet de besynderligste ting i SMSer – specielt om morgenen. Så valget stod mellem en læsebrille eller begynde at bruge en iPad som telefon. Den sidste mulighed ville indebære et besøg hos den lokale skrædder for at få syet kæmpelommer i mine bukser og jakker, og det holder nok ikke i hverken længden eller bredden.
Først gik jeg en tur i Tiger butikken (jeg kalder den stadig bare tiger, selv om de nu påstår den kan flyve. Det kan tigerdyret lige så meget som grise kan!) Det kostede mig 100 kroner. 30 kroner for brillen og 70 for det ubrugelige skrammel, der altid ender i indkøbskurven, når man besøger den bix. Indkøbet imponerede ikke min mand synderligt, og det er vel også begrænset hvor meget design man får for 30 kroner.
”Jeg skulle være gået til Louis Nielsen” eller rettere: Jeg tog så bussen til Louis Nielsen. Først bliver jeg vist ind til en synsprøve hos en ung fyr, som kunne have været min søn; men heldigvis ikke var. Jeg belærte ham om, at min ældste storebror havde været optiker og lod forstå, at jeg derfor næsten var expert på området. Måske ikke den heldigste tilgang til den nært forestående nyerhvervelse. Efter at have målt, målt og målt til det som han forklarede nok ville blive min startbrille (jeg er stadig i tvivl om, om jeg blev skrevet op til en førerhund, for jeg kunne jo ikke læse, hvad jeg skrev under på) blev jeg sendt i armende på en ivrig ”sælger.” Hun startede strax med mersalgs-teknikken som indebar reflexfri glas og designerstel. Hun blev svært skuffet, da jeg svarede noget i retningen af: ”Jeg skal sådan set bare opgraderes lidt ift. Tigerbrillen.” Jeg viste hende et af deres tilbud på en læsebrille MED glas til 395 kroner på min telefon (det kunne jeg se, for det var lidt op ad dagen.) Men hun gav ikke op:
”Hvis det handler om økonomi, har vi en finansieringsordning,” svarede hun og stak mig en pjece, der beskrev betalingsbetingelserne.
”Det står jo så småt, at jeg ikke kan læse det” svarede jeg.
Hun stak mig en lup.
”Hvad koster den?” spurgte jeg.
”Den er til låns” smilede hun overbærende.
”Jamen, hvad koster den?”
”50 kroner.”
Så den købte jeg og fejrede købet med en tur til Aldi, der blandt andet gjorde mig til ejer af en hel liter skummetmælk.
Da jeg kom hjem konstaterede min mand: ”Nåhhe, du har købt datovare.” Det viste sig, at på bagsiden havde de knaldet et stort rødt mærke ”undgå madspild – 30% fratrækket ved kassen” på. Et mærke så stort så jeg hverken behøvede brille eller lup; men hvad hjælper det, når de har gemt det på bagsiden? Jeg var nærmest i en indkøbsrus efter at have sparet 345 kroner, så jeg havde bare revet den hvide liter yverjuice ned fra hylden, som var det Black Friday. Jeg konstaterer så i går aftes, at udløbsdatoen på den mælk er i dag.
Jeg er opvokset med Jyske forældre med parolen: ”Vi smider ikke mad ud.” Og eftersom jeg nærmest kun drikker mælk mixet i kaffe, betyder det, at jeg nu allerede er på kop nummer 17. Jeg har hjertebanken og blodtrykket er alarmerende højt. Og det bliver ikke bedre af, at da jeg tjekkede kvitteringen (som jeg selvfølgelig havde takket ja til uden tøven), må jeg konstatere, at jeg havde betalt FULD pris – 7.95 (skriver: syv kroner og femoghalvfems øre – i stedet for de 5.57, som der stod annonceret på den røde mærkat.
Havde jeg sagt: ”Og kvitteringen, den smider du bare ud”, kunne jeg have sparet mig selv for den ene af de to ærgrelser og levet i ulykkelig uvidenhed.
Kh
Bundsgaard