Kære Bundsgaard.

Har du fået noget dansk feta-ost for nylig? Ja, det kom jeg lige til at tænke på, fordi jeg åbenbart har overvældende mængder fritid. Det er måske et lidt skørt spørgsmål, men jeg kan berolige dig med at jeg ikke er blevet grebet af en eller anden quasireligiøs idé om at feta er den nye ”superfood”, som vi alle sammen skal kaste i os det næste kvartals tid, mens skyr og acai-bær kigger glemte og misundelige til fra hver deres gudsforladte hjørne af køleskabet.

Jeg kom bare til at tænke på det bizarre i at vi for et par år siden pludselig blev meget nervøse på fetaens vegne. Ikke bare for denne kære ost, men for sarte fødevarer over hele Europa.

Ud af det middelhavsblå var det pludselig et problem at alle mulige kunne kalde deres ukurante osteprodukter for feta. De behøvede ikke engang at have været på Kos, eller bare en chartertur til Thessaloniki. Det kunne EU ikke leve med længere, så det var pludselig helt vildt vigtigt at få luget ud i den jungle af navnesammenfiltring, så folk ikke gik i ostechok, når de kom hjem fra Netto med ”fetaost”, og så opdagede, det var lavet af Arla-Foods og ikke en eller anden bjergbonde på Peloponnes. Og det var ikke kun fetaen, der skulle beskyttes. Det gik så vidt at der en overgang var tvivl om, hvorvidt ”Champagnebrus” stadig måtte hedde noget med champagne. Ikke af de curlingbekymrede grunde a la ”skal man lære børn, champagne er en lækker delikatesse”, men mere på grund af bekymrede franskmænd, der ville frygte, folk troede, de købte en form for lille, frossen, grøn champagne på en pind.

Man burde jo næsten blive rørt over denne bekymring for vores åndsevner: Tænk, hvis man nu skulle komme til at spise en ”parmaskinke”, og så stammede den fra et svin, der slet ikke øffede på den lokale dialekt. Der må være orden i tingene. Eller rettere sagt: Vi må tilbage til den gamle uorden. Den, hvor vi herhjemme kalder tingene alt muligt tilfældigt, som vi helt selv har digtet.

For jeg håber, vi kan blive enige om at vi her i nationen har et lidt frit forhold til hvad vi sælger som ”salater”. Der er noget mindre grønt og en del mere mayonnaise i, end hvad man muligvis ville forvente i andre lande. Jeg er ikke sikker på at italienere ville være decideret stolte, hvis de fandt ud af at vi havde tillagt dem ”italiensk salat” som var det en traditionel delikatesse, direkte importeret fra romernes og etruskernes stolte hjemland.
Der kunne muligvis også sprede sig en vis fornærmelse i den østrigske hovedstad, når de hørte hvad ”wienersalat” består af heroppe. Kombineret med ”wienerbrød”, sladrer det jo om vores relativt lave forventninger til deres sundhedstilstand dernede.

De relativt tilfældigt sammenflækkede kaloriebomber kunne vi for min skyld godt kalde hvad de var, så ”wienersalaten” blev til ”pølse i supplerende fedt”.  Se på tunsalaten! Den har intet behov for at krukke ud og kalde sig ”lissabonmix” eller lignende.

Men der skal vi måske bare glæde os over at EU ikke har været på banen endnu og tvangsomdøbt hele kølemontren, og så spise os en Kung-Fu is, inden kineserne brokker sig over ”kulturel appropriation”. Jeg gi’r!

Kærlig hilsen Dorset.