Kære Bundsgaard.

Jeg er tvunget til at komme med en rettelse til en af mine tidligere indlæg. Og det er en sund lektie for mig at blive mindet om at verden altid er mere kompliceret end den fremstår ved første, blodskudte øjekast.

Jeg har nemlig hidtil troet af verden var opdelt i to typer mennesker, hvis forskellighed åbenbarede sig ved kassedamens spørgsmål om hvorvidt de vil have deres kvittering med eller ej. Jeg tænkte jo umiddelbart at det spørgsmål gav to logiske svarmuligheder:
Et ”nej” for de tillidsfulde, der er villige til at tage chancen, og føle, de lever på kanten, i fuldkommen uvidenhed, om hvorvidt Kvickly havde snydt dem for den rabat på 3,90 kr., der burde følge med deres køb af hele to poser pastaskruer fra Rummo.

Og et ”ja” for de ansvarsfulde og seriøse, der går hjem og omhyggeligt taster deres indkøb ind i årsregnskabet, og måske månedligt sammenligninger deres forbrugsvaner med tidligere år og tager notat, hvis udviklingen i pastaskrueindkøb skulle være alarmerende.

Jeg blogbrokkede så over den tredje variant, som var dem der med store armbevægelser og kyndig instruktion vejledede kassedamen (m/k!) i at den kvittering kunne hun bare smide ud, som om den idé aldrig ville have strejfet hende uden input udefra.

Men min irritation over dette svar er nu blegnet fuldkommen i mødet med en mand, der slet ikke ventede på spørgsmålet, men allerede MENS hans vare (ja, i ental!) blev scannet, udbasunerede ”Og kvitteringen, den smider du bare ud”. Jeg ved ikke om han forventede at resten af køen ville gyse over hans mod: ”Jamen ukendte mand – hvordan vil du SÅ erindre dig, hvad den pakke skiveskåret rugbrød har kostet?!?”

Jeg er helt med på holdet, der synes det er lidt for sent at fortryde sine forbrugsvaner, når man kommer hjem og ser dem på kvitteringen, men når man så demonstrativt afstår fra kvitteringen, så fremstår man lidt som en mand, med meget lidt spænding i tilværelsen. Som om det var dagens gyser, inden man gik hjem og opdaterede sin virusbeskyttelse og bestilte et nyt kodekort til NemId.

Når man decideret deklamerer ”bare smid den ud”, så poserer man efter min mening som en form for konceptkunstner, der er gået skridtet videre end til at lade publikum blende sværddragere, nemlig til at destruere samfundets egentlige rygrad: Opgørelsen af vores forbrugsvaner. Som om det var en satiriske kommentar til forbrugssamfundet at man fra nu af aldrig vil kunne vide, om den pakke rugbrød kostede 11,50 eller 12,95 kr. Manden forsøger at posere som en fribytter, en poetisk skikkelse, der gør op med småborgerligheden, mens han køber præcis den vare, der er tættest forbundet med middelmådighed, selv sprogligt.

Ja, det er måske lige at trække min irritation en abstraktion for langt over stregen, men hvem i alverden går i Kvickly for kun at købe en pakke skiveskåret rugbrød. Og har så den frækhed at ende foran mig i køen. Det er dystre tider på Frederiksberg.

Kærlig hilsen Dorset.