Saurons vilde firmafest

Kære Bundsgaard.

Så nærmer julen sig for alvor. Vi har passeret halvvejsmærket og suser ind på opløbsstrækningen, hvor selv en juleslacker som jeg begynder at føle et vist pres for at få skaffet de dér gaver.

Jeg står dog fint for presset, eftersom jeg heldigvis ved at man sagtens kan gå på gavejagt lillejuleaftensdag. Det kan selvfølgelig medføre at det meste er udsolgt og at hovedparten af familien får gaver fra Q8 – igen!

Men sådan må det gøre, for at være ude i sidste øjeblik er MIN juletradition, og sådan nogle er det svært at lave om på. Desværre, for jeg forudser at de ender med at give os flaskehalsproblemer. Det er som om, vi har lettere ved at tage nye traditioner til os, end ved at slippe af med de gamle. Jeg mener, det er muligt at færre går all-in på kalenderlys, men det bliver jo ikke valgt fra, selvom vi har tilvalgt nogle lidt federe måder at tælle dagene på. For eksempel de omkring 10 forskellige tv-julekalendre, det er muligt at følge.

Så hvis vi ikke på ét eller andet tidspunkt kasserer den ene eller anden tradition, bliver det til sidst en heltidsbeskæftigelse at fejre jul.
En af de tilkomne traditioner, jeg er lidt bekymret over, er idéen om at ”Ringenes Herre”-trilogien er en form for julefilm. Jeg ved godt, de blev lanceret op til højtiden tre år i træk, den gang først i 00’erne, men det gør dem jo ikke decideret julede. Jeg vil medgive at der er noget ved Gollums begejstring for ringen, der fint matcher, hvordan visse flår papiret af gaverne, men bortset fra det, synes jeg bare, filmene bidrager unødigt til forvirringen.

I forvejen er der jo både Jesus og Julemanden og rensdyr og hyrder og vise mænd og en helligånd og nisser og ham Fætter BR, som vi skal holde rede på, så jeg ved slet ikke om vi er klar til at få mikset orker ind i ligningen. Faktisk vil jeg mene at lige orkerne passer bedre som symbol på 1. januar, der endnu ikke har andre traditioner end grillmad, skihop og selvmedlidenhed.

Der er selvfølgelig noget med kampen mellem godt og ondt, og det godes ikke just tidstypiske sejr, der er meget betryggende at slappe af med i højtiden, men jeg er lidt bange for at få blandet endnu en fantasy-historie ind i gryderetten.

I stedet synes jeg, man skulle sende de tre ”Ringenes Herre”-film dagen efter de tre store julefrokost-fredage, for det kunne give en masse brødebetyngede herrer en ny figur at identificere sig med, nemlig Sauron, der kommer hjem fra slaget uden sin ring, og en ni timer lang og helt igennem elendig forklaring på, hvordan han har mistet den.

Fru Sauron må have været en verdens mest tålmodige hustru, hvis hun ikke afbrød sin mand længe før han kom til konklusionen, nemlig at nogle hobbitter havde kastet hans ring ned i en vulkan, i stedet for bare at indrømme det logiske: Nemlig at han havde taget den af efter tre snapse, og glemt den på en håndvask et sted.

Se det kunne være en tradition, der kunne snige sig fint ind i julefrokost-folkloren. Når den skyld- og tømmermandsbetyngede kunne høre filmen starte inde i dagligstuen og sukkende betro sin hovedpude at han ”ikke ville drikke sig helt Sauron igen næste år”.

Kærlig hilsen Dorset.