Kære Bundsgaard.
Jeg får helt dårlig samvittighed. Jeg bruger af og til udtrykket ”at kigge forbi”. Nogle gange præventivt, så jeg kan sende kortvarige sideblikke til folks huse, når jeg suser forbi på motorvejen. SÅ har jeg kigget forbi, som jeg lovede.
Og så er jeg i øvrigt helt med på at vores december-venlighed med fordel kunne veksles til enten noget helårigt, eller til en opmærksomhed, der er så ægte, man virkelig gerne vil høre, hvad en ven eller god bekendt går og tumler med, i stedet for at gemme sig bag det gode, gamle ”alt vel”, der er en form for tæppebombardement af modtageren: I stedet for at spørge til helbredet, romantikken, boligsituation eller arbejde, så maser man det hele sammen i to små ord, i håbet om at modtagerne vil blive for overvældet til at kaste sig ud i en nærmere redegørelse af tilværelsens fortrædeligheder. Det mere omsorgsfulde spørgsmål ”er du glad for dit arbejde?” risikerer jo at udløse en syndflod af brok, der ville fastholde spørgeren under dens vægt i timevis, mens hyggeligere arrangementer fortonede sig i tidshorisonten.
Så jeg er selv ganske slem til at gemme mig bag ved, det dér ”alt vel?”, der er så fuldkommen uden konsekvenser, med mindre man siger det til en fuldkommen grådkvalt person, der bare leder efter den mindste medfølelse fra tilfældige forbipasserende.
Personligt føler jeg ikke den store trang til nærmere bekendtskab med folk, hvis eneste fællesskab med mig er at vi betræder fortovsfliserne på samme vej. Det var også derfor, jeg valgte at takke nej til et ellers meget fornemt tilbud:
Min andelsforening befinder sig midt i den for alle boligforeninger så omtumlede følelsesorkan, der i brede kredse kendes som ”altandiskussionen”. Tilsyneladende tilhører store dele af den danske befolkning et særligt segment, der konsekvent flytter ind i lejligheder uden altan, selvom deres største drøm og inderligste mål i livet er at bo i en lejlighed MED altan, hvorfor de kort efter indflytningen går i gang med at agitere for et større anlægsprojekt af disse paradisiske hængende haver.
Jeg skal understrege at jeg intet har imod hverken altaner eller deres brugere. Jeg er tilmed fuldkommen inhabil, eftersom jeg er bosat i stueetagen, og dermed ikke har alverdens fornøjelse af sådan en installation. Troede jeg! Indtil jeg for nylig modtog en seddel fra altan-fanatikerne, der lige ville holde os opdaterede om projektet, og i den sammenhæng lige understrege at det jo ville være til ALLES fordel med altaner. Som de skrev, så kunne vi i stueetagen jo få franske altaner. Og der vendte jeg da på en middelstor frokosttallerken i forhold til det fine projekt:
Jeg har da ingen større drøm her i livet end at stå op på en regnvåd forårsdag, iføre mig badekåbe og morgenkaffe, og så slå døren op ud til vejen, og lade mig hylde af de forbipasserende. Jeg er sikker på at mange af dem se beundrende på mig, inden de stillede mig det indlysende spørgsmål: ”Alt vel?”
Kærlig hilsen Dorset.