Kære Dorset
Ja, dette indlæg – eller indspark om man vil – kalder jeg: HAD & KÆRLIGHED.
Det kunne også ha’ fået overskriften: “Kold pizza og bouillon“; men jvf. Facebook og Google er det ikke så fængende. Det giver simpelthen ikke lige så mange likes og “trafik.” Så jeg holder fast i en overskrift, der kunne ende på en plakat til en Woody Allen film.
Det her handler faktisk hverken om had, kærlig, kold pizza eller boullion – det er skrevet, fordi jeg er sprognazist.
“Ordet er frit,” betyder jo ikke, at man bare skal slynge om sig med udtryk uden at tænke.
Jeg synes, folk lige skal vare sig, inden de slynger det ene kraftudtryk ud efter det andet. Folk må – for mit vedkommende da gerne bande, stave forkert og lige fejlcitere et ordsprog (jeg påtaler selvfølgelig) – MEN det er kraftudtryk som fx HAD og ELSKER, jeg synes, man lige skal være lidt varsom med doseringen af.
Jeg havde engang en ven, der udtalte: “Der findes simpelthen ikke noget værrere (og det SAGDE han, selv om ordet ikke findes) end kold pizza.
Nuvel. Personligt tror jeg da nok, at jeg hurtigt kan skrive en liste med 10 ting, der er værre på under 30 sek.
“Jeg HADER ost og agurk” – sagde Slagter Bo for mange år siden.
Ja ja, manden var til kødpålæg – og kun det. Og ham om det. Men at lægge ost og en lang grøn grøntsag for had? Burde vi ikke gemme det adverbium til noget mere alvorligt? Krig, børnemishandling eller det der er værre (er det i virkeligheden ikke det værste?)
“Jeg ÆÆÆÆÆLsker chokolade” – siger Helle. Og hun får nok chokolade – kan man se. Både til gården og gaden.
Men gem lige det der med at elske til dine børn, venner og familie – siger jeg bare.
Og så var der ex ex ex kæresten, som udbrød: “Jeg kan simpelthen ikke leve uden bouillon!” Måske lige at stramme den; men hun (ja, det var en pige) sagde det så overbevisende, at jeg altid har et par Maggi eller Knorrs (hun var jo ikke specifik) i lommen – og en rulle tape. Så hver gang jeg passerer en hjertestarter, taper jeg lige sådan en smagsforstærker på. For det tilfælde, at en eller anden har taget fejl af et hjertestop og mangel på bouillon.
Man ved jo aldrig.
Kærligst
Bundsgaard