Kære Bundsgaard.

Jeg føler med dig. Som Jean Paul Sarters mindre kendte lillebro, Bent Sartre, udtrykte det: ”Helvede er de andres lortemusik”.
Problemet er at man ikke længere må påtale det. Sådan er reglerne! Hvis nogen omdanner ens lokalområde til et støjinferno, mineret med engangsgriller og med ”lydsystemer” i Christianiacykler for hver femte meter, så er det påkrævet at man hylder dette som ”hyggeligt byliv”, inden man søger tilflugt i eget hjem, og prøver at se om det er ens forbrændte tæer eller blødende ører, der lider mest.

For skulle man aktivere sin latente brokkerøv og mene, festaberne godt kunne vise en lille smule hensyn overfor folk, der måske gerne vil sove et par timer hver nat, så får man besked om at skride på landet. Som om kravet om en lille smule hensyntagen er så stødende at den eneste retfærdige straf er en landsforvisning.

Når jeg en skønne dag bliver diktator, kommer der andre boller på suppen. Ja, faktisk vil jeg til den tid egenhændigt tage ud og påtvinge alle suppespisere store mængder melboller, bare for at vise, jeg tager klichéer meget alvorligt. Og så vil jeg forbyde etageejendommenes mest invasive art: Opgangssnakkerne!
Altså, de er ikke invasive på den måde at de trænger ind i ens lejlighed. Kun deres stemmer.
For når der står nogle ude på trappen og hyggesludrer, så aner jeg ikke, hvad årsagen er, men det det lyder som om de begge to ligger på knæ foran ens lejlighedsdør, med munden mod brevsprækken. Man har helt lyst til at gå ud i sin egen entré og snakke med. Det kunne jo være, de stod derude og manglede input i stil med ”nej, sagde han virkelig det?!” eller ”hvad gjorde du så?!” Den slags sætninger har opgangssnakkere typisk rigeligt af i forvejen, men det virker lidt, som om de ikke kan få for mange.

Min fordom er at de personer, der ikke bare udveksler et par venlige bemærkninger i en opgang, men går over i decideret samtale, er folk som higer efter at snakke til nogen i en grad, så de ligger på lur derude hele dagen. Eller måske bare mennesker, der mener deres gyldne visdomsord skal udbredes til så stort et publikum som muligt, gennem tilhørernes respektive brevsprækker.

Når jeg bliver påtvunget andre menneskers snak på den måde, så trøster jeg mig altid ved tanken om min gamle nabo. Hun havde en veninde, (ja, der kan være tale om flere forskellige), som når besøget var overstået og hun havde forladt bygningen, lige skulle levere de sidste guldkorn, der var dukket op, på vej ned af trapperne. Så hun greb til dørtelefonen, og de talte videre gennem den. Gerne længe og indfølt, med den lydstyrke, der kendetegner dette subtile og højteknologiske aggregat.

Bemeldte nabo husker jeg nu ikke som en opgangssnakker, men det kan selvfølgelig være, hun sad hele dagen og hviskede ”hallo?!” i sin dørtelefon, i håbet om at en tilfældig forbipasserende ville tale med hende. Men så må hun sgu flytte på landet. Derude snakker alle med alle, så det skal jeg ikke have noget af!

Kærlig hilsen Dorset.