Kære Dorset
Jeg har tidligere skrevet, at jeg synes folk (især turister) burde bestå en køreprøve på en lukket bane, inden de slippes ud på cykelstier. Og det holder jeg fast ved. Og som du selv bemærkede bør man heller ikke sælge kædesave til 5-årige, og som jeg forstår det, er der også restriktioner ifm. erhvervelse af skydevåben. Åbenlyst rimeligt. Men hvorfor kan alle bare anskaffe sig et instrument. Ja, jeg mener ikke et stumt instrument (det hedder det i krimisprog) – altså en hammer eller noget andet gejl fra Silvan. Det er da ok, at man lige må slå hoved på sømmet, hvis man nu tilfældigvis er handyman. Men jeg tænker MUSIK-instrument!
Jeg har en ny nabo med klaver. Og i gamle dage lød det jo fint at sige: ”Jeg kommer fra et hjem med klaver.”
Den frase skal op til revision.
Folk kan åbenbart købe og indføre musikinstrumenter til en lejlighed uden nogen form for det mindste talent for af benytte samme. Jeg er næsten døv, men der er tider, hvor jeg næsten ønsker at være total døv, og det er en ubehagelig følelse. KLIM KLANG DONG. Jeg ville intet ubehag føle, hvis jeg vågnede op til naboens fingre glide let hen over både hvide og sorte tangenter til lidt let Mozart eller Beethoven. Det er bare ikke tilfældet her. Det er altid træning i skalaer og stykker, hvor enhver klaverlærer ville sige: ”Måske er der et andet instrument, der passer bedre til dig.” Med andre ord: ”Drop det.” Det virker bare som om, at der overhovedet ikke er nogen form for musiklærer indblandet i det her. Det er den der ”Jeg skal nok lære det hen ad vejen, og det giver mig sådan en afslapning.” Jo tak,- for DIG!
Jeg har lært, at man ikke er ansvarlig for sin første tanke; men man skal tænke sig godt om, før man handler på den. Klog lærdom. For jeg har en kraftig grensaks, og jeg har set film, hvor de som afstraffelse klipper fingre af folk. Så jeg stoppede mig selv, inden jeg bankede på med en lægtehammer og grensaksen i den anden hånd.
Jeg synes, det ville være rimeligt, at man som ejer af et klaver (og for den sags skyld alle instrumenter med en højt lydniveau) lige skulle bestå en prøve.
Som det er nu, kan alle jo bare kaste sig ud i deres forsøg på noget Rachmaninov og sende naboer på afhængighedsskabende beroligende medicin.
Men alle kan bare anskaffe klaverer mv. ”Smag din egen medicin virker som eneste mulighed. Så jeg kikker efter en tuba på Dba. Alternativt spørger jeg jan Glæsel og han har en trompet, der er trådt flad.
Kærligst
Bundsgaard