Kære Bundsgaard.
Jeg er på ingen måde ekspert i ansættelsesannoncer, skal jeg skynde mig at understrege. Men jeg har indtryk af at det er ved at udvikle sig til en form for job-dating, hvor man sagtens kan grovsortere i udbuddet ved en enkelt grundregel:
De firmaer, der primært praler af, hvor fantastiske de er, kan man med fordel undgå og i stedet kigge i retning af dem, der interesserer sig for hvad du mon er for en.
De værste af de værste er dem, der søger sig en “robust” ansøger. Det er vist et ret populært ord i den sammenhæng, i de her år, og er en forkortelse af “der skal helst gå så mange år som muligt, før vores målrettede indsats for at køre dig ned, har succes”.
Eller også er jeg bare jaloux fordi jeg på ingen måde bonger særligt kraftigt ud på robusthedsskalaen.
Men hvis man virkelig vil have robuste mennesker i sin virksomhed, så skal man jo bare caste dem de rigtige steder. Jeg vil gå så vidt som til at påstå, man skal opføre folk, der til daglig er afhængige af offentlig transport. Prøv selv at sammenligne den stoiskhed, folk udviser i et forsinket tog, med det nærmest grådkvalte raseri, nogle billister gribes af, så snart de har været mere end seks minutter om at finde en P-plads.
Jeg er med på, det kan have noget at gøre med at situationen i togvognen er ude af ens egen kontrol, så man ikke har andre muligheder end at søge ind i et lykkeligt barndomsminde og smile tappert til skiltet med “Borup”, der har været urokkeligt plantet uden for ens vindue, de seneste 28 minutter og 45 sekunder (men hvem tæller…). Men alt omkring offentlig trafik er jo designet som en test af ens tålmodighed.
Bare et eksempel: Min kæreste og jeg skulle med Metroen. Ikke fordi vi ikke har en bil, men vi synes bare at 48 kroner for at køre to stop er så forrygende en handel at vi nødig vil gå glip af den. Jeg kan så ikke få DOT-app’en til at virke (en af de ca 15 apps, man skal have på sin telefon, hvis man vil kunne købe billetter i hele Danmark over telefonen), og min kæreste køber generøst en tillægsbillet til sit månedskort, så jeg kan føle mig som en holdt mand hele vejen til Nørreport. Så langt kommer vi dog ikke, før en venlig DSB-mand gør os opmærksom på at vores billetter skal være “adskilte”. Fordi ellers kunne jeg jo på snedig vis stå af efter to zoner, hvorefter min kæreste bare med et lumsk smil kunne cruise ustoppeligt omkring i samtlige fire zoner, lige til billetten udløb. Jeg er med på at man med lidt ond vilje kunne forestille sig hvordan tusindvis af pendlere parrede op og på den måde hev millionerne ud af billetsystemet. Men at man som koncern ikke tænker, man nok er mere til besvær for kunderne, fx dem med børn eller kærester, der ikke selv er i stand til at betjene en app, end man åbner for svindel, er et fornemt eksempel på at man hos DSB-ledelsen primært betragter passagerer som et nødvendigt onde.
Jeg er helt med på at man husker de togture, der går galt, meget bedre end de langt flere, der kører fuldkommen efter planen, men jeg ved ikke om DSBs signaler og sporskifter er lavet i formning på de lokale fritidshjem, eller om de bare er lige så lidt robuste som jeg selv.
I hvert fald er jeg begyndt at bestille billetter, der efter planen skulle få mig frem til destinationen mindst halvanden time før, jeg skal optræde. På den måde bliver togturen, hvad man kunne kalde en loose-loose situation: Enten holder man og stirrer i halve timer på skiltet med “Borup” (en by, jeg udelukkende kender fra afbræk i togture) eller også har man halvanden time at slå ihjel i Vejle eller Esbjerg.
Men i det mindste har jeg uddelegeret enhver form for stress til det flinke personale, der i robusthed må overgå resten af befolkningen med faktor 80.
Så hvis en virksomhed ikke kan finde de rigtige ansatte blandt passagererne, så kunne de måske kapre en af DSBs hårdtprøvede tålmodighedsguruer.
Kærlig hilsen Dorset.