Kære Bundsgaard.

Har du mødt dem derude, den nye, truende flok i trafikken?

Hvad jeg skal kalde den, har jeg tænkt meget over, for det kan hurtigt blive misforstået

Jeg har kun fundet ét dækkende navn for den gruppe, jeg som nyudsprungen amatør-antropolog har afdækket, og jeg kalder dem ”Fugleflugtsdamerne”. Jeg skal understrege, gruppen også kan indeholde mænd, men de indgår i så lave procenttal at de svarer til antallet af kvinder, der er topchefer i C20-indexet.

Så altså kalder jeg dem ”Fugleflugtsdamerne”, til sagsanlæggene strømmer ind….

De er hverken slemme eller onde eller ubegavede (tror jeg). De er bare mennesker, der har overgivet sig komplet til en indre GPS, der uafladeligt søger den korteste rute.

Det lyder måske alt sammen meget akademisk, men måske du har selv mødt dem, kære Hans. Endda ansigt til ansigt, for det er sådan, man typisk støder på dem, når man går om et gadehjørne. Altid et gadehjørne, der er et højresving for dig, så du holder dig inde langs muren. Så møder du Fugleflugtsdamen, der kunne vinde næsten en meter, ved at trække ind mod væggen, men nu er forvirret og oprørt af at du stod der, hvor hun ville gå. Konfrontationen ender næsten altid med at du stepper uden om hende og ”stay’er left”, som en god brite, for hendes GPS-gener lader sig ikke sådan underkue. Hun kan også pludselig træde ud foran dig, på cykelsti eller vejbane, fordi det mest praktiske er at gå fra hjørne til hjørne, eller bare krydse en trafikkeret vej i en flad 8-graders vinkel. Fugleflugtsdamerne kan også komme stormende på tværs af en butik, med et ansigtsudtryk, der antyder, de mere er til DM i orienteringsløb, end på indkøb.

Også på vej ud af butikkerne stormer de som anskudte hjorte, der har sekunder tilbage at leve i: Uanset, hvor mange der fylder fortovet, så slingrer hun (eller han! I 0,6% af tilfældet) ud mellem normale fodgængere, der må stoppe op og undskylde overfor hinanden, mens fugleflugtsdamen skråer videre over en befærdet gade, til stor hyldest fra dyttende horn og bimlende cykelklokker.

For hun har meget at nå! Altid kun vigtige ærinder, med ultrakort deadline. Måske er Fugleflugtsdamen nært beslægtet med ”Kan vi få åbnet en kasse mere-konen” og

”Stå direkte foran udgangsdøren af alle togtyper-tossen”?

De har i hvert fald meget mere travlt end os andre, hvilket er tydeligt af den opgivende stønnen og rullende øjne, de byder resten af verdenen, når vi ikke flytter sig fra den plads, Fugleflugtsdamen og hendes søstre så tydeligt burde have ret til, helt uden at have været der først.

Det er sådan en sjov overtagelse af aristokratiets rettigheder fra 1800-tallet: Helt samme selvretfærdige overvurdering af egen vigtighed. Det er ikke ”Jeg kender mine rettigheder!” Det er ”Jeg kender din mangel på samme!”

Det er mennesker, der kommer hjem fra en indkøbstur, hvor de har efterladt sig kaos og kundevognssnittede underben og traumer af alle karakterer, og så puster ud på sofaen med ordene:
”Folk er så hensynsløse derude”.

Kærlig hilsen Dorset.