Kære Bundsgaard.
Jeg er glad for at høre, vi deler holdning til loppemarkeder. Det er jo en af de luskede landminer, der kan ligge på lur og pludselig eksplodere op i ansigtet på et godt venskab.
Man tror, man er på samme side i livets afgørende forhold, hvorefter ens ven ud af det blå spørger, om man skal med til loppemarked på lørdag? Personligt har jeg det sådan at hvis jeg tøver mere end en brøkdel af et sekund, før jeg siger nej, så er det fordi mit hoved arbejder på en undskyldning, der er så skudsikker at selv den mest afsindige loppemarkedfanatiker, ville undlade at plage mere. Jeg må da tilstå at jeg i en presset situation, hvor jeg ved en fejl på forhånd havde tilstået, min lørdag var ledig, har leget lidt med tanken om at arrangere en begravelse for et aldrende familiemedlem, der havde skrantet lidt.
Misforstå mig endelig ikke! Jeg har ikke det mindste mod at andre tager til loppemarked. Det kan der jo være mange gode grunde til. Man kunne jo sidde helt ude på kanten af sin stol, lige til det blev lørdag, fordi man akut manglede en stak billedblade fra midt-80’erne, nogle skårede Bjørn Wiinblad (agtige!)-platter, eller en ordentlig flok skjorter fra 70’erne, med flipper så store at de ville få en til at ligne en kraveøgle eller optimistjolle, hvis man bar dem i medvind.
Da jeg for flyttede for et par år siden, så traf jeg den principbeslutning at jeg ikke længere accepterede konceptet ”lofts-”, subsidiært ”kælderrum”. De er ikke andet end en forskønnende omskrivelse af ”ting, jeg ikke har modet til at stille til storskrald endnu”, så efter at have tømt et ”loftsrum”, jeg har fyldt med ragelse i mere end et årti, tænkte jeg at jeg fremover ville tvinge mig selv til at træffe en beslutning på stedet, og enten skille mig af med en genstand, eller beholde den. Og altså ikke lade den svæve i de brugte sagers limbo, hvor man udelukkende maser dem ind, fordi man bilder sig ind, man en dag ville kunne få brug for dem.
Jeg siger ikke, jeg tog absolut ingenting med fra det loftsrum. Mine gamle fodboldstøvler skulle da have et nyt sted at ligge ubrugte, og jeg fandt en gammel kuffert, fyldt med gemt tøj, hvor jeg smed tøjet til genbrug og tog kufferten med, men bortset fra det, så havde jeg fyldt et helt loftsrum med ubeslutsomhed. Og det er jo grundstammen i ethvert loppemarked: At folk tror, deres eget opmagasinerede rod skulle rumme en skjult perle, der kunne blive en pryd for et fremmed menneskes hjem. Loppemarkedet er en form for analog Airbnb-ordning for pensionisters nips, hvor de kan bytte askebægeret fra Rimini-turen anno 1983 med et trææsel fra nogle andres tur til Malaga året før.
Så jeg føler med dig, over du blev tvunget til at gennemleve en hel weekend i dén kreds af Dantes Inferno, der måske ikke er den inderste, men i hvert fald lugter sådan.
Det er jo skruen uden ende, hvis loppemarkeder fortsætter, indtil alle har udsolgt, for så vil der til evig tid blive kastet fyldte pulterkamre ind i puljen, så lørdage om få år, vil være én stor trafikprop, hvor pensionister med varevogne og trailere vil sidde uhjælpeligt fast i endeløse køer. Den eneste løsning er at lægge lidt pres på dem, og indføre konceptet ”solgt eller storskrald”:
Så ville ethvert loppemarked fremover slutte med at der præcis klokken 17 kørte bulldozere gennem foretagenet og samlede alt det usolgte skrammel, så det kunne møde sin fortjente skæbne i en kommunal container.
Man ville selvfølgelig risikere, der ville ryge en enkelt pensionist med i købet af og til, men så ville der jo være så mange flere, der havde en skudsikker undskyldning for ikke at tage til loppemarked lørdagen efter.
Kærlig hilsen Dorset.