Kære Dorset

Jeg har lige fået et flash-back. Et flash-back af den onde slags. Du ved, lidt som når man tager en lidt for stor bid af en Kung FU is på en varm sommerdag: Brain Freeze hedder det. Men Frisko var slet ikke involveret i det her. Udløseren var et skilt med ordet “Loppemarked” – Loppis som det heder på Svensk (og på en eller anden måde ER det ord bare bedre, fordi det leder tankerne hen på lopper og pis.)

Jeg har én gang haft en stand på et loppemarked. Og det var én gang for meget. Det var efter det venlige afslag fra Ingvar Feodor Kamprad, som jeg nævnte sidst (jeg bilder mig ind, at han skrev til mig personligt.) Efter IKEA-nedturen brainstormede jeg på salgsmuligheder for mine billeder med en anden fantast, som tilsyneladende bor i Kastellet – Luftkastellet. Hun syntes, jeg skulle få en stand på et luksusloppemarked en weekend her på 2100 Spelt, og hun havde tilfældigvis kontakten. Det gav mening for mig. Ordet ”luksus” syntes jeg klingede fint med mine billeder (det efterfølgende ”loppemarked” valgte jeg at ignorere.) Så drev min mand til vanvid, fordi nu skulle der købes printer, fabrikeres udstillingsvæg og vi tømte både IKEA i Gentofte og Taastrup for rammer, imens jeg igen balancerede med æg på hovedet. Jeg ku’ lissom mærke, at det her var starten på en forretning, hvor dyre damer i pelse kom og købte vildt ind af mine billeder, og det så ville generere en afsindig efterspørgsel. Interviews til modeblade verden over og medvirken i tv shows på det meste af kloden. Hver gang jeg lukkede øjnene, blev korthuset højere og højere.

Fredag eftermiddag producerede jeg lige 25 billeder ekstra, så jeg havde 50 til lørdagens startsalg. Og så havde jeg selvfølgelig 40 rammer, papir og blæk, så jeg kunne producere til søndagens forventede salg.

Med hjælp fra min mand og en ven ankommer jeg til det der luksusloppis fredag aften – og SÅ vælter korthuset: Det var bjerge af gammel lort, der blev slæbt ind af folk iført gummitræsko (crockskopien fra Aldi), pengebælte (på den ufede måde) og hængerøv i joggingbukser.

Nuvel.

Vi satte op, og jeg mødte op igen lørdag og sad på en havestol fra 9 til 17 uden at sælge ét billede. Et regulært Fejlfix ville det hedde i Istedgadekvateret. De besøgende strøg forbi mig og kastede sig over 3 DVDer til en 50’er (som de så pruttede ned til 40). En mor og datter stod med en revnet skifteramme (som de havde købt for 10 kroner) i hånden, mens de kikkede på mine billeder og konstaterede, at det havde de sandelig ikke råd til. En dame fortalte mig, at hun faktisk selv var ret god til at tage billeder med sin Nokia (fra mobiltelefonens stenalder). Hun ville gerne købe; men havde kun en 20’er. Jeg afslog høfligt.

Søndag klokken 9 mødte jeg op igen. Og her kom gennembruddet: Jeg solgte et billede (til stærkt reduceret pris.) Det var til Luftkastellets ven. Han havde dagen inden klasket hende en på lampen, så han ville lissom gøre det godt igen ved at købe et billede af mig….

Klokken 12 gav jeg op. Jeg begyndte at pakke sammen og ringede efter min mand, så han kunne hente vraget og godset. Men ak nej. Der er loppisregler! Man skal udstå HELE straffen og blive til klokken 17. Suk siger jeg bare.

Og jeg er mærket af det den dag i dag. For når jeg hører ordet ”luksus,” tænker jeg strax ”luksusLOPPIS.” Og hvis jeg lukker øjnene, kommer der billeder af gammelt ragelse forsøgt solgt af tykke mennesker i campinghabit og pengebælter, mens de guffer HapsDog og drikker lunken Cocio. Så jeg vælger ikke at blinke – med fare for at nethinden udtørrer.

Det er vildt ubehageligt. Så hellere bide i en is og få Brain Freeze.

KH

Bundsgaard