Kære Bundsgaard.

Lad det ikke komme som et chok for dig at jeg skriver. Mest fordi, det burde du jo som et begavet menneske kunne regne ud, var en mulighed.

Hvis min post kom drivende ind på kysten af den resort, hvor du lå på yoga-sommerferie i en skåret rødvinsflaske, måtte du meget gerne udvise alle grader af overraskelse, men helst ikke, nu hvor jeg bare skriver her. Og hvorfor ikke? Fordi, vi begge to er voksne, og jeg er grundtræt af alle de voksenbørn, der vælter omkring i det offentlige rum.

Med voksenbørn mener jeg alle dem, der mener, de kan melde sig helt ud af kollektivet. Dem, der kører bil, men går helt i spåner over at andre har fået samme idé. Dem, der stopper op med barnevogn, midt på et befærdet fortov, men simpelthen er ude af stand til at forudse at det kan medføre en trafikprop, og så dem, der laver diskussionsklub midt i et supermarked, men synes det er mærkeligt, man ikke bare går hen og køber noget andet, i stedet for at komme med alle mulige bebrejdelser mod dem?!

For de er ikke kun uforstående overfor bebrejdelser – de er direkte chokerede!

I mit gamle kvarter huserede der en cykelpige, der på det tidspunkt nok var sidst i 20’erne, men hun var stadigvæk en pige, for når man kom gående over for grønt, (alene eller med sagesløs hund), og hun ville over for rødt, så måtte man flå både hund og gammelmandskrop til sig, for hun stoppede ikke. Til gengæld udstødte hun et koket og påtaget ”uuuuuh”, mens hun bragede forbi, for at udtrykke sin rutinemæssige overraskelse.

Hun havde en åndsfælle eller tre, men dem mødte jeg kun en enkelt gang hver. Hende her var et fast indslag på mine lufteture. Til sidst kunne jeg have sparet hende for sit forskrækkede ”uuuuuh”, fordi jeg opgav min ret til vejen, både på egne og hundens vegne, så snart, jeg så hende, men det kom alligevel, ledsaget af kunstigt opspilede øjne og falsk hævede øjenbryn i forbifarten. ”Uuuuuh!”

Hvis det ikke var så svært med cykler på scenen, ville hun være en glimrende revyfigur, der ikke bare maste sig ind foran andre mennesker, men også i farten appellerer til deres medfølelse.

Du tænker måske, det er en lidt snæver reference med en dig ubekendt dame i tyverne, der hærger indre Frederiksberg, men hun er en del af en folkebevægelse, der har omdefineret, hvad vi opfatter som høflighed.
Her er en tidslinje:

Først kunne man kommentere, hvis folk stod i vejen.

Så kunne man rømme sig, hvis folk stod i vejen.

Så kunne man kigge, hvis folk stod i vejen.

Så kunne man på ingen måde kommentere, hvis folk stod i vejen, og nu kan man ikke engang kigge, hvis folk står i vejen, uden at blive belært om, man er et LILLE menneske, der vil smadre de stakkels menneskes humør, bare fordi de har det sjovt, der hvor en ambulance vil redde et hjertetilfælde.

Folk er så optagede af deres eget liv, mobilsamtale, mødregruppe eller den sms, der lige er tikkede ind, at de finder det helt urimeligt at de også skal reservere nogle procent af deres opmærksomhed på os fjolser, der kræver adgang til deres opmærksomhed og fortovsfliser.

De ville have mere respekt for os, hvis vi havde en form for hunde-fæces, for den ville de have fokus på at undgå. Det kunne selvfølgelig være, de også bare jokkede foden i den og råbte ”uuuuuh”?
Jeg ved det ikke, for de svarer ikke, når jeg spørger.
KH Dorset.