Kære Bundsgaard.

Der er visse grupper i samfundet, det bare er for let at hakke på. Offentligt ansatte, fx, fordi mange af os får billedet af sådan en kaffedrikkende paragrafrytter på nethinden, når vi hører de to ord i sammenhæng. Jeg tror ikke, jeg er stødt på sådan en i virkeligheden, men det er jo en helt gratis fordom at fremture med, når man gerne vil have nogen at give skylden.

En anden udsat gruppe, når der skal udpeges syndebukke for verdens triste tilstand er ”68’erne”. Skræmmebilledet er mere diffust, men det gør jo også disse 68’erne brugbare som skydeskiver for mange forskellige problemer.

Hvis bare man vidste, hvem de var. Jeg tror det er med 68’ere som det er med næbdyr: De er svære at beskrive, men når man møder én af dem, så ved man det med det samme.

Hvis man skal nævne nogle kendetegn, så er begge grupper udstyrede med et næb, som de elsker at stikke i alt muligt. For det, der om noget gør 68’erne irriterende når man støder på dem, er at de er en invasiv art, der ikke respekterer andres habitater. De har opdraget hinanden til at tro på, de ikke bare er de eneste, der ved hvordan verden bør hænge sammen, men også at det er deres pligt at belære resten af os om det.

Jeg stødte på en af dem i Irma i går. Eller hun stødte nærmere på mig, i sin iver efter at komme hen til kassemanden, mens han var ved at scanne mine varer. Hun maste sig helt op i snuden på ham og holdt en lille pakke op foran hans ansigt. Hun holdt den der i flere minutter, indtil han var så venlig at spørge, hvad det mon var for noget, på vegne af en mystificeret kø. Det viste sig at være en godt krøllet pose med brød, og det, hun ville henlede hans opmærksomhed på, var at de to tilbageværende skiver var smuldret. Og det skete ALT for tit, som hun sagde. Så nu ville hun og hendes brødkrummer tale med butikschefen. Ingen ringere, men hun havde dog så meget realistisk sans at hun trods alt ikke regnede med at man kunne tilkalde Irmakædens bestyrelsesformand med så kort varsel for at stirre på hendes maste bagværk.
Jeg vidste slet ikke, man kunne klage over den slags. Jeg har faktisk selv flere gange oplevet at vinen er løbet ud af mine flasker, så det må jeg da snart ned at klage over.
Min yndlings-68’er stødte jeg på for et par år siden, og som Brødklagedamen også havde arrangeret det, hang hendes mand i kølvandet på hende, som tavst påhæng. Jeg luftede min gamle hund en snevejrsdag, da den gik i gang med det trick, der er en væsentlig del af grunden til at man går ture med hunde. Den satte sig midt i det eneste ryddede spor rundt om søerne, og jeg så godt det ældre par komme anstigende bag mig, men jeg tænkte ”hund med krum ryg og hævet hale og ejer, der står med en lille, sort pose i hånden” er vel et tableau, det er ret let at afkode, så jeg smilede bare venligt til dem.
Men så fik jeg den store tale om høflighed og om at give plads til hinanden og ”lige tænke sig lidt om”. Så trådte jeg og hunden til side, og hun traskede videre, og placerede sit ene styk fornuftigt fodtøj direkte i hundens brugte mad.
Her kan man selv indsætte en analogi om gode intentioner, der ender i det rene lort, men det vil jeg lade være op til dig.

Kærlig hilsen Dorset.